23948sdkhjf

Odense: 350 medarbejdere skal uddannes i demens

Odense Kommune har søgt og modtaget midler til at højne den faglige basisviden inden for demens for 350 medarbejder på ældreområdet.

Med 2,7 mio. kroner fra Sundhedsstyrelsen får 350 medarbejdere på ældreområdet i Odense nu mulighed for at udvide og højne deres grundlæggende viden om demenssygdomme. Det gælder både sosu-medarbejdere, sygeplejersker, pædagoger og terapeuter.

En vigtig del af Odense Kommunes demensstrategi, der blev vedtaget i 2016, er at højne den faglige viden om demens, som medarbejderne på ældreområdet har både til gavn for medarbejderne selv og for de demensramte borgere, de møder. Derfor har Odense Kommune søgt og modtaget midler til at højne den faglige basisviden inden for demens for 350 medarbejdere på ældreområdet.

Kompetenceudviklingen

250 medarbejdere på SOSU-niveau får mulighed for at gennemføre tre uddannelsesmoduler

Ca. 100 medarbejdere omfattende pædagoger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter får et kortere forløb med samme fokus som deres sosu-kolleger

I løbet af uddannelsen får medarbejderne viden om hjernen og demens, adfærd og reaktioner, meningsfulde hverdagsaktiviteter, magtanvendelsesregler mm.

Metoder til forebyggelse af udadreagerende adfærd implementeres på flere af kommunens plejecentre

Der arbejdes med at udvikle fokus på livsstile blandt andet gennem såkaldte 'interessegrupper'

Der sættes fornyet fokus på virksomme metoder inden for pædagogik og kommunikation

- En hverdag med demens bliver et livsvilkår for flere og flere af os, både fordi vi bliver ældre og ældre, og fordi vi generelt får stillet diagnoser tidligere i et demensforløb. Derfor er det vigtigt, at vores medarbejdere har en omfattende og helt grundlæggende demensforståelse både ift. selve sygdommen, men også ift. pædagogik og kommunikation. Det handler helt enkelt om, at vores medarbejdere rent fagligt skal være rigtig godt velfunderede i deres opgave, så de kan understøtte borgernes livskvalitet, ønsker og mål bedst muligt trods en alvorlig sygdom, siger Søren Windell, rådmand på ældre- og handicapområdet.

Uddannelsesforløbet er et samarbejde med bl.a. SOSU-Fyn og University College Lillebælt. Kompetenceudviklingen har fire spor, der skal sikre, at medarbejderne på ældreområdet får den nødvendige viden om bl.a. demenssygdomme helt generelt, metoder til forebyggelse af udadreagerende adfærd, livsstils- og interessefællesskaber samt kommunikation og pædagogik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08