23948sdkhjf

FOA-formand: Arbejdsgivere skubber dansk model ud over kanten

Det er arbejdsgiverne, ikke fagbevægelsen, der risikerer at ødelægge overenskomstsystem, siger FOA-formand.

Det er arbejdsgiverne, ikke fagbevægelsen, der er skyld i, at den danske model kan blive skubbet ud over kanten.

Det siger Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA og en af de offentligt ansattes topforhandlere.

Han reagerer på udtalelser onsdag fra direktør for Kommunernes Landsforening (KL), Kristian Wendelboe.

KL-direktøren siger til dagbladet Politiken, at den igangværende kamp mellem arbejdstagere og arbejdsgivere "kan skubbe den danske model ud over kanten".

Hvis det ender med en storkonflikt, forudser Kristian Wendelboe, at politikerne på Christiansborg vil ændre på spillereglerne på det danske arbejdsmarked.

- Al politisk energi på Christiansborg vil gå på at undgå at komme i den her situation igen, siger KL's direktør til Politiken.

Det opfatter Dennis Kristensen som en slet skjult trussel om, at lønmodtagerne kan få frataget strejkeretten.

- Han sætter en maskinpistol for panden af os og truer os med, at Christiansborg vil give os bøllebank, hvis vi ikke lægger os fladt ned på ryggen.

- Det er uhørt, jeg er rasende, siger Dennis Kristensen.

Han mener, det er arbejdsgiverne selv, der er skyld i, at forhandlingerne er spidset til.

- Det er dem selv, der har sendt den offentlige sektor ud over kanten ved at varsle en så omfattende lockout.

- Vi andre har varslet strejke for cirka 10 procent. Men de rydder alle hylderne.

- Så kommer han bagefter og siger, at det gør den danske model ustabil, og at vi risikerer at miste strejkeretten.

- Jeg synes, det er hykleri uden lige, siger Dennis Kristensen.

Han mener, at udtalelserne fra KL-direktøren kaster en negativ skygge over de forhandlinger, som forligsmand Mette Christensen har indkaldt til onsdag efter en ugelang pause.

Forligsmanden kan vælge at udskyde en mulig konflikt yderligere 14 dage.

Hvis det ikke sker, kan der tidligst udbryde strejke 22. april og lockout 28. april.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082