23948sdkhjf

Kendte tunneler under sygehus udbygges

Det over 100 år gamle tunnelsystem under Bispebjerg Hospital bliver forlænget.

13 ton, eller mere end vægten af to hanelefanter.

Så meget vejer de store firkantede betonrammer, der for nylig blev hejst ned i jorden og sat sammen som legoklodser i det nordvestlige hjørne af Bispebjerg Hospital.

Når arbejdet er færdigt, danner de en ny underjordisk strækning og kobler dermed den nye Laboratorie- og Logistikbygning sammen med resten af hospitalets tunnelsystem.

- Vi har valgt at bygge tunnelstrækningen med bokselementer, blandt andet fordi montagen er hurtigere. Når vi bygger klos op ad et hospital, som skal være fuldt fungerende, samtidig med at vi bygger, har det betydning, at vi kan minimere vores tilstedeværelse on-site, siger Ronan O’ Reilly, seniorprojektleder hos Nyt Hospital Bispebjerg.

Specialfremstillet
Elementerne er specialfremstillet i Tyskland, så de passer til behovet på Bispebjerg Hospital. Der skal bruges 36 elementer i alt, som monteres ad tre omgange.

Den nye tunnelstrækning på cirka 70 meter skal skabe forbindelse mellem hospitalet og den nye Laboratorie- og Logistikbygning, som tages i brug senere på året.

I fremtiden vil alle varer til hospitalet blive leveret til Laboratorie- og Logistikbygningen. Fra lageret i bygningens kælder vil kitler, kaffe, håndsprit, toiletpapir og meget andet blive fordelt ud til resten af hospitalet via tunnelsystemet og den nye strækning.

Selvom det er tunnellerne under jorden, der nu skal renoveres, vil håndværkerne i første omgang være synlige på gadeniveau.

- Vi starter med at reparere tunnellerne udefra og på den måde få lukket af for utætheder. Når vi har kontrolleret, at reparationen og fugtisoleringen er vandtæt, begynder vi den indvendige reparation, fortæller Søren Rückmann, projektleder hos entreprenørfirmaet Zacho-Lind A/S, som har over 40 års erfaring i fugtsikring og renovering af underjordiske bygningsværker.

Overraskende god stand
En prøve viser, at betonen i tunnelsystemet under Bispebjerg Hospital er i overraskende god stand i forhold til sin høje alder. Fokus skal i stedet rettes mod utætheder der, hvor betonelementerne er sat sammen, i overgangene mellem tunnelvæg og -loft.

- Vores prøve viser en beton, der er væsentlig bedre end det 100 år gamle beton, man ellers ser. Det er specielt valget af granitsten i betonen, der gør en forskel, siger Søren Rückmann, som gætter på, at der blev lagt mere energi i at gøre det ordentligt dengang, fordi byggeriet af Bispebjerg Hospital var et prestigeprojekt.

En kærlig hånd
Der er identificeret 15 steder, hvor tunnelsystemet trænger til en kærlig hånd. Men omfanget kan først afdækkes, når håndværkerne graver ned udefra.

Tunnellerne under Bispebjerg Hospital har stadig den samme funktion, som da de blev bygget for over 100 år siden.

Hver dag fragtes adskillige madvogne, varebure og senge med patienter fra den ene bygning til den anden på kryds og tværs af det cirka tre kilometer lange system.

Men trykket fra hestevogne er byttet ud med vægten fra tonstunge lastbiler, og lofter og vægge viser flere steder fugtskader efter mange års regnskyl.

Derfor har Regionsrådet i Region Hovedstaden bevilget cirka 10 mio. kr. til renovering af de vigtige tunneller.

- Vi kommer til at spærre veje af og larme i de næste mange måneder, siger Howard Jack Riley, projektleder hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Som ansvarlig for renoveringsprojektet har han brugt en hel del tid på at koordinere med hospitalets forskellige afdelinger, så arbejdet forstyrrer personale og patienter på hospitalet mindst muligt.

Om byggeriet

Nyt Hospital Bispebjerg og Ny Psykiatri Bispebjerg opføres frem til 2025.
Laboratorie- og Logistikbygningen er et af delprojekterne og står færdig til sommer.
Bygningen bliver på cirka 10.000 kvm og skal blandt andet indeholde laboratorier, logistik- og lagerfaciliteter samt fælles forskningsfaciliteter for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Psykiatrisk Center København.

Nyt Hospital Bispebjerg og Ny Psykiatri Bispebjerg er finansieret af Kvalitetsfonden med 2,95 mia. kr. og af Region Hovedstaden med 1,03 mia. kr.

Region Hovedstaden investerer de kommende år 20 mia. kr. i nye tidssvarende hospitalsbyggerier, heraf kommer 9 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.551