23948sdkhjf

Plejekonkurser: KA Pleje retter skarp kritik af lovændring

Lovændringen fører ikke til færre konkurser inden for hjemmeplejen, mener KA Plejes direktør - problemet er den afregningsmodel, der benyttes.

Folketinget har for nylig vedtaget en initiativpakke, der skal forebygge konkurser i hjemmeplejen med skærpede krav til kommuner og private leverandører.

Lovændringen møder skarp kritik fra KA Pleje, der er Danmarks største arbejdsgiver- og brancheforening inden for fritvalg.

- Politikerne tror, at lovændringen betyder færre konkurser, men skal det mål opfyldes, er der brug for mere grundlæggende ændringer, siger Karsten Høgild, KA Plejes direktør, i en pressemeddelelse.

Problemet er den afregningsmodel, der benyttes, mener KA Pleje, og den justerer politikerne ikke i denne omgang. Modellen bruger kommunerne til at beregne timeprisen for forskellige ydelser. Modellen blev ændret i 2013. Det betød, at kommunerne gik fra at skulle fastlægge timeprisen på baggrund af realiserede tal og efterbetale, hvis de havde vurderet forkert – til at de skulle fastlægge timeprisen på baggrund af budgetterede tal.

- Før lovændringen skulle kommunen efterbetale den private leverandør, hvis der var regnet forkert. Det skal kommunen ikke i dag. Lovændringen har haft en stor negativ betydning, og vi kan jo se, hvordan antallet af konkurser er steget voldsomt siden lovændringen, siger Karsten Høgild.

- Lovens intention er, at kommunerne løbende skal justere prisen, når de konstaterer, at de ikke selv kan overholde deres budgetter. Men det sker desværre ikke, da kommunerne blot indregner budgetunderskuddet i de gennemsnitlige langsigtede omkostninger. Det betyder, at den private leverandør konstant kommer til at levere ydelser til en pris, der er lavere end den reelle pris, uddyber han.

I forbindelse med den aktuelle lovændring har KA Pleje i sidste måned haft foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

- Her præsenterede vi konkrete forslag til justeringer af afregningsmodellen. Det er ærgerligt, at politikerne i første omgang stort set har valgt at ignorere vores forslag, som kan gøre noget ved problemet med konkurser, siger Karsten Høgild i en pressemeddelelse.

- Vi har alle en interesse i at mindske antallet af konkurser, så vi vil fortsat forsøge at overbevise politikerne om behovet for at justere modellen, uddyber han.

Karsten Høgild noterer, at udvalget på baggrund af KA Plejes foretræde stillede Sundheds- og Ældreministeriet en række spørgsmål.

- Jeg er ikke imponeret over svarene. Ministeriet svarer i forskellige varianter, at man ikke har de oplysninger, politikerne spørger til. Det vil sige, at de nu har vedtaget lovgivning på uoplyst grundlag, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084