23948sdkhjf

Borgerne foretrækker badeservietter

Sygeplejerskeuddannelsen på UC Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Kommunes hjemmepleje har undersøgt, om borgerne foretrækker et traditionelt bad med vand og sæbe eller badeservietter

Et to-årigt forskningsprojekt med fokus på hygiejne og rehabilitering har vist, at brugere af hjemmepleje er enten mere tilfredse eller lige så tilfredse med badeservietter som vand og sæbe.

Det er sygeplejerskeuddannelsen på UC Diakonissestiftelsen, der sammen med Frederiksberg Kommunes hjemmepleje har undersøgt, om borgerne foretrækker et traditionelt bad med vand og sæbe eller et velfærdsteknologisk alternativ i form af badeservietter. Og resultaterne fra ReBUS-projektet blev i sidste måned præsenteret på et symposium i Emmauskirken på Frederiksberg.

- Jeg er rigtig glad for at få lov at byde velkommen til en spændende eftermiddag i Diakonissestiftelsens og Emmauskirkens smukke rammer, lød det fra borgmester Jørgen Glenthøj (K) fra Frederiksberg Kommune.

- ReBUS-projektet er et stjerne-eksempel på, hvordan man kan tænke teori og praksis sammen. Og selvom det kan lyde indlysende, så er samarbejdet om ReBUS banebrydende. Her kobler vi uddannelse, forskning og det praktiske niveau. Det er innovation, der virkelig rykker noget!, sagde han.

Bogstaverne i projektets navn står for Rehabilitation, Bath, User Satisfaction.

- Projektet tager fat på et område, som vi normalt ikke taler så meget om: nemlig personlig hygiejne. Men det er en vigtig del af hjemmeplejens ydelse, og der er klare, faglige standarder for, hvordan vi leverer personlig hygiejne. ReBUS-projektet viser - måske lidt overraskende - at borgerne er enten bedre tilfredse eller lige så tilfredse med badeservietterne som med vandfade, vand og sæbe, fortalte adm. direktør Anne Mette Fugleholm fra Diakonissestiftelsen.

ReBUS-projektet kunne konkludere, at både de 20 medvirkende borgere og personalet foretrækker badeservietterne, fordi de er nemme og hurtige at bruge. Nogle borgere vurderer også, at de bedre kan klare sig selv, så badeservietter har også et rehabiliterende potentiale.

Og ReBUS-projektet slutter ikke her. Frederiksberg Kommune arbejder sammen med forskerne på at få etableret et opfølgende projekt, så resultaterne kan komme endnu flere til gode.

Studerende deltager i projektet

Studerende fra UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen har deltaget i ReBUS-projektet som empiriindsamlere, og bachelorstuderende har skrevet bachelorprojekt om emnet. Der er udgivet flere artikler om projektet, der også har været præsenteret på en gerontologi konference i Helsinki.
- Rebus-projektet er ikke bare det første forskningsprojekt i en hjemmepleje nogensinde, det er samtidig et godt eksempel på, at offentligt-privat samarbejde kan skabe ny viden og gode resultater. Jeg er personligt glad for den synergi, der ligger i, at både seks SOSU-assistent-elever og 25 sygeplejestuderende har deltaget i projektet på tværs af hjemmepleje og uddannelsesinstitution. Vi oplever igen og igen, at det er, når vi arbejder sammen på tværs af fagligheder og sektorer, og når vi kobler teori og praksis, at vi kan skabe viden, som forbedrer omsorgen til det enkelte menneske, fastslår adm. direktør Anne Mette Fugleholm fra Diakonissestiftelsen.
Netop samarbejdet mellem forskellige parter hæfter også direktør for Center for Offentlig Innovation, Pia Gjellerup, sig ved.
- Det kræver altid lidt ekstra kræfter at involvere andre i innovationsprojekter. Men det er en god investering, da projekterne bliver langt mere effektfulde. I har hele kæden med, både forskning, uddannelse, aftagere, borgere og kommende medarbejdere. Det gør, at viden bliver til klog praksis, siger Pia Gjellerup.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078