Skadestuen i Aarhus er flyttet til Skejby
Aarhus Universitetshospitals skadestue flyttede i sidste måned fra Nørrebrogade til en nybygget akut-blok i Skejby.
Klokken 10 blev de første patienter modtaget i den nye skadestue i Skejby, mens dørene på samme tidspunkt blev lukket for nye patienter på den gamle skadestue på Nørrebrogade.
- Vi er det eneste hospital i landet, der driver to fuldt bemandede vagthold på to skadestuer i dag. Vi gør det kun i dag. Det er spændende og det fungerer, sagde ledende overlæge Ole Mølgaard begejstret.
I løbet af de første 45 minutter tog den nye skadestue imod fem patienter - tre i skadestuen og to i traumecentret.
- Vi har ingen i skadestuen med alvorlig sygdom eller alvorlig tilskadekomst endnu. Det har været en fornøjelse at starte op herude. Alle medarbejdere er glade. Mange har knoklet for at blive klar, så det er lidt som en fest endelig at tage imod de første patienter, sagde han.
Flytningen af skadestuen er en lille del af en omfattende flytning, hvor mange afdelinger, der behandler akut syge patienter, flytter til ny fælles adresse. Ca. 3.000 medarbejdere skal flytte arbejdssted fra de gamle hospitaler i Nørrebrogade og Tage Hansens Gade til den nybyggede akut-blok i Skejby.
lob