Over 1.600 voksne vaccineret imod mæslinger
Den 1. april 2018 indførte regeringen et permanent tilbud om gratis vaccination imod mæslinger til voksne. Tilbuddet gælder, hvis man ikke allerede er vaccineret eller har haft mæslinger.
Tilbuddet har indtil videre været en succes. Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
I programmets første fire måneder er over 1.600 voksne blevet vaccineret, hvor antallet var 660 i samme periode i 2017. Og det anslås, at fra programstart og resten af 2018 vil 3.600 voksne blive vaccineret. Det er mere end 2.000 flere end i samme periode i 2017, hvor 1.523 blev vaccineret.
- Jeg tror, vi har en tendens til at glemme, hvor alvorlig en sygdom mæslinger er. Men da Statens Seruminstitut slog mæslingealarm tidligere i år, blev vi alle mindet om alvoren - både for den enkelte og for samfundet. Derfor glæder jeg mig over, at vi med det gratis tilbud om vaccination er lykkes med at nå ud til voksne, som ikke er vaccineret. For MFR-vaccinen er vores bedste værn mod sygdommen, udtaler sundhedsminister Ellen Trane Nørby.