Slagelse får ny borgerjournal
Slagelse Kommune tager fra årskiftet Systematics borgerjournal Columna Cura i brug.
Dermed tilslutter Slagelse sig en række kommuner, der de seneste tre år har valgt Systematics løsning. I alt 32 kommuner har købt borgerjournalen, hvoraf 20 på nuværende tidspunkt har taget løsningen i brug. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vi er meget glade for tilliden fra Slagelse Kommune, og vi ser frem til samarbejdet, siger Group Senior Vice President Henrik Jespersen.
Slagelse Kommune har investeret i omsorgsdelen af borgerjournalen, hvilket betyder, at journalen skal tages i brug af kommunens hjemmehjælpere og plejehjemspersonale.
- I plejesektoren er det vigtigt, at personalet kan have fokus på borgeren, så borgerne får den optimale omsorg og pleje. Derfor er vores borgerjournal designet, så plejepersonalet skal bruge mindst muligt tid på den, og vi har vægtet et godt overblik og en god brugerflade meget højt. Desuden kan journalen tilgås via en tablet, så personalet kan have den med på farten og ikke skal bruge tid på at skulle forbi et kontor i løbet af dagen, forklarer Group Senior Vice President Henrik Jespersen.
Slagelse har købt Columna Cura via Kommunernes Indkøbsaftale SKI 02.19 Cloud.