23948sdkhjf

Hjemmeplejen skal hjælpe ældre ud af ensomhed

Nyt projekt i Horsens har fokus på at hjælpe ældre modtagere af hjemmehjælp ud i sociale aktiviteter.

Horsens Kommune har gang i et nyt projekt, der skal hjælpe ensomme ældre modtagere af hjemmehjælp ud i sociale aktiviteter, hvor de kan hygge med ligesindede og skabe netværk.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Hjemmeplejen skal via en screening afdække om de ældre, der modtager meget hjemmehjælp, er ensomme. Viser det sig at være tilfældet, bliver de tilbudt vejledning om og ledsagelse af hjemmeplejen til forskellige aktiviteter. Det kan for eksempel være blomsterbinding, mandeklub eller bingo. I projektperioden er det kun ældre, der bor i ældrebolig tæt på et aktivitetscenter, der er omfattet af tilbuddet.

Horsens Kommune har søgt og fået tre millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen til projektet 'Fra ensomhed til fællesskab'.

- Pengene fra Sundhedsstyrelsen vil vi blandt andet anvende på at uddanne vores hjemmehjælpere, så de er bedre klædt på til at håndtere ensomhed hos ældre og kan rådgive, motivere og støtte de ældre til sociale aktiviteter. Desuden har vi ansat en medarbejder, som skal afdække og koordinere de forskellige aktiviteter rundt omkring. Koordinatoren skal også fungere som brobygger mellem hjemmeplejen, borgerne og aktivitetscentrene, så deres samspil bliver endnu bedre. Viser der sig et behov for at lave nye former for aktiviteter, er der også mulighed for det, udtaler formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget Ellen T. Schmidt.

Et centralt element i projektet bliver, at hjemmehjælperen spørger ind til den ældres livshistorie. På den måde kan de sammen finde frem til, hvilke ønsker og tanker den ældre har for et godt liv, og hvilke aktiviteter der er relevante at deltage i.

Frivillige på aktivitetscentrene og Ældre Sagen bakker også op om projektet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08