Langt flere hjertestartere øger chancen for at overleve
De seneste år er antallet af hjertestartere i Danmark steget kraftigt, og dermed er chancen for at overleve et hjertestop blevet markant større.
Der er i dag registreret 18.700 hjertestartere i Danmark - flere end nogensinde før. Til sammenligning var der i 2008 registreret 134 hjertestartere, og for fem år siden - i 2013 - var der knap 8700.
Det oplyser TrygFonden og projektchef Grethe Thomas.
- Hvis man ikke gør noget, når man ser en person med hjertestop, er det kun tre procent, der overlever. Hvis man går i gang med at give hjertemassage, er det 12 procent, der overlever.
- Hvis man giver folk stød med en hjertestarter, er det op til 50 procent, der overlever, siger Grethe Thomas.
En hjertestarter giver kontrolleret, elektrisk stød til hjertet. Det skal genskabe den normale hjertefunktion.
Årsagen til, at der er kommet flere hjertestartere, er, at de er blevet billigere, vurderer TrygFonden. Og så er der generelt kommet mere opmærksomhed omkring, at en hjertestarter kan være forskellen mellem liv og død.
- Jo flere hjertestartere der er i det offentlige rum, og jo flere personer der er til at bringe hjertestarteren hen til personen med hjertestop, jo flere overlever, siger Grethe Thomas.
Det er ikke bare chancerne for at overleve, der stiger markant, når en hjertestarter kommer i spil. Sandsynligheden for, at den overlevende får et normalt liv efterfølgende, er også høj.
I et dansk studie fra 2017 blev knap 3000 personer undersøgt. De havde alle haft et hjertestop uden for hospitalet.
Blandt de, der havde fået førstehjælp, og hvor en hjertestarter kom i brug, inden ambulancetjenesten nåede frem, havde otte procent risiko for at få en hjerneskade eller for at komme på plejehjem inden for et år.
Det tilsvarende tal var 20 procent for de patienter, der ikke fik hjælp, inden ambulancetjenesten kom dem til undsætning.
Studiet blev ledet af læge Kristian Kragholm fra Aalborg Universitetshospital og var blandt andet støttet af TrygFonden.
Det er TrygFonden, der står for at registrere hjertestartere rundt om i landet i det såkaldte "hjertestarternetværk".
Netværket var det første af sin art, da det blev oprettet.
I det hele taget er Danmark et foregangsland, når det handler om hjertestartere, fortæller Grethe Thomas.
- Vi har langt flere hjertestartere per indbygger, end man har nogen andre steder, siger hun.
Tilmed er et ukendt antal hjertestartere ikke officielt registreret.
Tirsdag markerer TrygFonden den årlige "hjertestarterdag", hvor børn og voksne kan lære om førstehjælp og brug af hjertestartere ved arrangementer i hele landet.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/