23948sdkhjf

Nyt sundhedshus i Ringsted

Efter et par udskydelser er Ringsted Kommunes nye sundhedshus nu kommet et vigtigt skridt nærmere sin realisering.

Kommunen har valgt STB Byg som totalentreprenør på projektet, som har været udbudt i omvendt licitation med en fast pris på 37 mio. kroner.

- Byggeriet vil arkitektonisk få en naturlig sammenhæng med det eksisterende Knud Lavard Center, siger formand Britta Nielsen fra kommunens Social- og Arbejdsmarkedsudvalg.

Knud Lavard Centret er Ringsteds nyeste plejecenter og blev opført for ti år siden på byens tidligere kasernegrund efter design af Front Arkitekter.

Sundhedshuset skal opføres som en 1.716 kvadratmeter stor tilbygning til Knud Lavard Centret. Ud over at huse en stor del af Ringsted Kommunes sundhedstilbud, vil det nye sundhedshus blive indrettet, så forskellige foreninger får mulighed for at benytte lokalerne. Den nybyggede førstesal indrettes med henblik på udlejning til privat lægepraksis. Der bliver også plads til Region Sjællands lægevagt.

Udendørsarealerne udformes under hensyn til gangbesværede borgere, og der etableres parkeringsplads til cirka 40 biler på den østlige del af centeret.

STB Byg har vundet opgaven i samarbejde med GPP Arkitekter og Almbjerg Ingeniører. Sidstnævnte har imidlertid trukket sig fra projektet, angiveligt på grund af travlhed, og STB Byg er derfor i gang med at finde en ny rådgivende ingeniør.

Byggeriet forventes indledt i første kvartal i 2019, og det nye sundhedshuset skal efter planen tages i brug i februar 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094