23948sdkhjf

Nu kan patienter selv hente rør til blodprøver i automaten

Den nye prøverørskiosk på Aalborg Universitetshospital skal blandt andet bidrage til bedre patientsikkerhed og større diskretion.

På Aalborg Universitetshospital har man fået installeret en prøverørskiosk i Medicinerhuset, hvor patienter, der skal have taget blodprøver, selv kan hente rør til prøverne. Det er et led i at klæde patienter og personale på til fremtidens patientforløb på NAU - Nyt Aalborg Universitetshospital.

Prøverørskiosken, der er den første af sin slags i Danmark, fungerer ligesom en hæveautomat. Patienten sætter sit sundhedskort i maskinen, og efter en automatisk aflæsning af informationerne fra kortet, leveres en pose med tomme prøverør med påhæftede etiketter.

Patienten får også tildelt et kø-nummer, og når det kommer frem på den opsatte skærm i venteområdet i forhallen, kan patienten gå til prøvetagningskabinen og aflevere sin pose med mærkede blodprøvetagningsrør til bioanalytikeren, der så tager blodprøven.

- Vi synes, der er mange fordele ved systemet. Dels elimineres de fejl, der ind i mellem forekommer. F.eks. at forkert etikette sættes på et rør, eller at man glemmer at tage et rør. Det har stor betydning for patientsikkerheden. Dels sparer det tid, hvilket er vigtigt, da vi har omkring 2.000 patienter, der skal have tage blodprøver om ugen. Derudover kan bioanalytikeren i prøvekabinen koncentrere sig om mødet med patienten, fremfor at bruge tid og koncentration på papirarbejdet med prøver og etiketter. Og så er der også den gevinst, at persondata behandles mere diskret - man skal ikke længere stå og sige sit cpr. nummer højt til sekretæren i venteområdet - for det står på posen, siger ledende overlæge Annebirthe Bo Hansen fra Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, der har stået i spidsen for en arbejdsgruppe i Klinisk Biokemisk Afdeling, der har arbejdet med projektet, siden de første tanker om prøverørskiosken opstod for tre år siden.

Frivillige guider patienterne

Prøverørskiosken er også med til at gøre patienterne mere involverede i deres behandling og mere selvhjulpne. Noget, som bliver en del af det at være patient på hospitalet i fremtiden.

- Mange er glade for at være mere involverede i deres behandling, ikke mindst de kroniske patienter. Vi regner med, at 75 procent af dem, der skal have taget blodprøver, kan bruge prøverørskiosken. Og vi har lavet en aftale med hospitalets frivillige om, at de står til rådighed med hjælp til dem, der har brug for det, fortæller Annebirthe Bo Hansen.

De resterende 25 procent af de patienter, der skal have taget prøver, skal sekretærerne tage sig af.

- Forskellen bliver, at de ikke forsinker dem, der let kan finde ud af at hente prøver og afgive oplysninger. Og det betyder, at sekretærerne nu får bedre tid til at tage sig af dem, der ikke kan betjene sig selv, forklarer hun.lob

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095