23948sdkhjf

Succes med antibiotika-behandling i hjemmet

Aarhus Universitetshospital har på forsøgsbasis prøvet at flytte antibiotika-behandlingen hjem til patienten selv – og samtidig sikret behandlingskvaliteten ved hjælp af moderne teknologi.

Antibiotika-behandling af komplicerede bakterielle infektioner hører normalt hjemme på hospitalet. Men Aarhus Universitetshospital har på forsøgsbasis prøvet at flytte behandlingen hjem til patienten selv – og samtidig sikret behandlingskvaliteten ved hjælp af moderne teknologi.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Den nye model for antibiotika-behandling er blevet afprøvet på afdelingen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital i 2016-17. Og en opgørelse over de første 31 patienter viser, at 68 procent af patienterne efter oplæring selv var i stand til at administrere brug af antibiotika i hjemmet uden hjælp fra en hjemmesygeplejerske.

- Patienterne og de pårørende var meget tilfredse med at kunne være i eget hjem frem for at være indlagt på et hospital, siger Vibeke Engell-Sørensen, der er uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske på Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

- Det har dog været altafgørende for resultaterne, at vi udvælger patienterne omhyggeligt og kan følge dem nøje via en telemedicinsk løsning, så de får samme kvalitet i behandlingen, som hvis de var indlagt på hospitalet, fortæller hun.

Patienter i hjemmebehandling bliver udstyret med en tablet og oplært i selv at kunne måle infektionstal og temperatur. Tallene sender patienten via tablet til hospitalet, som løbende kan følge med i, hvordan patienten har det. Desuden er der mulighed for daglig telefonisk kontakt med afdelingen.

Modellen afprøves på flere afdelinger

Ovenpå de gode erfaringer fra Infektionssygdomme vil Aarhus Universitetshospital nu udbrede modellen til andre afdelinger – i første omgang afdelingerne for Nyresygdomme og Ortopædkirurgi.

- Modellen vil kunne anvendes til en række patienter med forskellige typer af infektion. For eksempel patienter med kroniske sygdomme, der har behov for gentagne antibiotika-kure, siger Lisbeth Kallestrup, der er programchef på Aarhus Universitetshospital.

Hun ser denne form for hjemmebehandling som en god måde at kombinere telemedicin og brugerinddragelse.

- Hjemmebehandling kan også være med til at øge patientens egen forståelse for sin sygdom og behandling, da patienterne bliver mere opmærksomme på symptomer for betændelse, når de måler temperatur og infektionstal hver dag. Samtidig fastholdes kvaliteten og patientsikkerheden.

Erfaringer fra forsøget blev taget op på den 4. nationale konference om brugerinddragelse, som for nylig blev afholdt i Nyborg.

Fakta

31 patienter fra Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital har i perioden 2016-17 afprøvet hjemmebehandling med intravenøs antibiotika.

Patienterne er blevet oplært i selv at kunne administrere intravenøs antibiotika, som skal gives gennem en blodåre via et kateter.

Efter oplæring var 68 procent af patienterne i stand til selv at administrere den intravenøse antibiotika i hjemmet uden hjælp fra en hjemmesygeplejerske.

Patienterne og de pårørende var meget tilfredse med at kunne være i eget hjem frem for at være indlagt på hospitalet.

Der blev ikke rapporteret alvorlige bivirkninger eller komplikationer til intravenøs hjemmebehandling.

Der blev givet intravenøs antibiotika i hjemmet fremfor under indlæggelse i 567 døgn svarende til 19 dage pr. patient i gennemsnit (mellem 3 og 70 dage).

kilde: Region Midtjylland

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093