23948sdkhjf

Se video: 76 børnehavebørn er blevet uddannet demensvenner

Hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt…

Det er lidt en anden type støj, der er på Hybyhus Plejecenter i Fredericia. Her er 76 børnehavebørn blevet uddannet demensvenner og lægger jævnligt vejen forbi de ældre beboere.

Det skriver Alzheimersforeningen.

- Jeg synes, det er herligt. Det er utroligt dejligt for mig at se, når der er nogle børn, der er er i sådan et vigør, som de er, siger Ruth Kring, en af plejecenterets beboere.

Plejecenteret er en del af projektet ’Leg dig glad’, hvor børnehavebørn tilknyttes et plejecenter, som de besøger hver anden uge.

Håbet er, at børnene kan motivere til at få skabt bevægelse for plejecenterets beboere – blandt andet gennem sang og leg.

- Det er pragtfuldt. Og det er nogle søde unger. Og de springer rundt som kakerlakker, siger beboeren Dorothy Nielsen.

På sporet af demens
Som en del af projektet bliver børnehavebørnene uddannet som Demensvenner. Det betyder, at de, udover et besøg hver anden uge, bliver klogere på, hvad det vil sige at have demens.

Kommunens demenskonsulenter har udviklet 'Demensmysteriet' – inspireret af Ramasjang-mysteriet – som er en bane, børnene skal igennem, hvor de kommer på opgaver og hører fortællinger om demens på børneniveau.

- Og så forstår de det faktisk, fordi de får undervisning på et niveau, der passer til dem. De ved, at der er noget, der er gået i stykker inde i hjernen, når man har demens – og at beboerne på plejecenteret ikke husker så godt. Men ellers går de jo fuldstændig naturligt til opgaven. Der er ikke noget, de tænker så meget over, siger Lone Brodersen, som er koordinator for Leg dig glad.

Hjælper på hukommelsen
Når der synges gamle børnesange, vender hukommelsen for en stund tilbage hos demensplejecenterets beboere, som samtidig får rørt sig.

- Vi har valgt det fysiske – det at bevæge sig og lave aktiviteter sammen – fordi beboerne husker med kroppen. De kan mange af de gamle børnelege, og dem kan vi bruge, fordi det bliver legalt sammen med børnene. Så det at lade rammen være bevægelse gør det nemt at få skabt noget sammen, siger Lone Brodersen.

Forsøgsordningen var en stor succes, og nu arbejdes der på at brede de gode erfaringer ud til alle plejecentre i Fredericia kommune.

I januar 2019 er 76 børn fra syv børnehaver blevet Demensvenner.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079