23948sdkhjf

Stig blev sygeplejerske og iværksætter

Hvad med at kombinere sygeplejerskefaget med en iværksætterdrøm?

Det var tanken i Stig Ladefogeds hoved, da han startede på sin bacheloropgave, der skulle afslutte hans skolegang på VIA.

Stig Ladefoged havde under sin uddannelse på Campus Viborg specialiseret sig i kost og formidling, og det blev fundamentet for idéen om at aflevere et bachelorprojekt, der tog udgangspunkt i entreprenørskab i kombination med et sygeplejefagligt fokus.

Nu er opgaven afleveret, og Stig er startet som iværksætter, skriver VIA på deres hjemmeside.

Tag folk med i køkkenet
Men lad os starte ved begyndelsen. For iværksætterdrømmen startede allerede før, opgaven skulle skrives.

På sjette semester tog han i praktik i Australien hos en læge med speciale i kost, og her mødte han, hvad han beskriver, en af de førende læger inden for plantebaseret kost. Under sin praktik deltog han som gæsteunderviser i et livsstilsforløb med kost, og det rejste spørgsmålet hos ham om, hvad der egentligt skal til, for at mennesker ændrer deres livsstil.

- Da jeg kom tilbage og skulle færdiggøre min uddannelse tumlede jeg med at lave en dansk version af det australske livsstilsforløb. Jeg spurgte mig selv om, hvad der egentlig skal til for at skabe en livstilsændring. Og svaret er jo, at folk skal med i køkkenet, siger han.

Omdrejningspunktet blev undervisning i at lave og forstå plantebaseret kost, som han havde oplevet gode resultater med i Australien, sammenholdt med at følge borgernes sundhed ud fra et sygeplejeperspektiv. Undervejs samarbejdede han med VIAs studentervæksthus i Viborg om sine planer.

Under et treugers eksamensprojekt oprettede han et forløb i samarbejde med Sundhedscenter Viborg. Her fulgte læger og sygeplejersker hans forløb med 13 borgere gennem de tre uger med samtaler, undersøgelser og madlavningskurser.

Frygtede skuffe-projekt
De 13 borgere havde problemer enten med diabetes eller hjerte- og karsygdomme, og resultaterne var bemærkelsesværdige. Flertallet havde gennem de tre uger forbedret deres blodtryk, kolesteroltal og søvn. De gik alle ned i vægt og flertallet oplevede at få mere energi.

- Min frygt var, at jeg skulle lave stort eksamensprojekt, som efterfølgende blev glemt i skrivebordsskuffen. Men her kunne jeg lave et projekt med at bygge min egen virksomhed. Det var fantastisk, fortæller en glad Stig Ladefoged, der nu er færdiguddannet sygeplejerske og virksomhedsejer.

Stig Ladefoged var til eksamen 18. januar. Lige efter åbnede han for sin nye hjemmeside og et telefonnummer til virksomheden, og de første opgaver lå klar til ham en uges tid efter.

Kilde: https://www.via.dk/om-via/presse/artikle...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073