Ph.d. skal udfordre forståelsen af demens
I efteråret 2021 skal antropolog Ida Lind være kommet nærmere et svar på, hvordan det opleves at være et menneske med demens i en verden, hvor man i høj grad definerer sig ud fra sine evner til at tænke skarpt og reflekteret.
Det er næsten altid forbundet med en smerte at se det menneske, man måske har kendt igennem et langt liv, pludselig ændre sig og langsomt miste de evner, de igennem livet har tillært sig.
Ida Lind håber at udfordre billedet af, hvordan mennesker med Alzheimers sygdom i den tidlige fase oplever at leve med sygdommen.
- Der er lavet masser af undersøgelser af, hvordan pårørende og fagfolk oplever, at demens påvirker et menneske. Men vi ved i grunden meget lidt om, hvordan det opleves af dem, der selv har sygdommen.
Hvordan er det at være i konstant forandring på grund af sygdommen, og hvordan forholder man sig til det og verden omkring én? Det tror jeg kan være meget brugbart at få en forståelse for, forklarer Ida Lind, der indtil september arbejdede i Alzheimerforeningens projekt- og rådgivningsenhed.
Observation af hverdagen
Antropologi er studiet af, hvorfor folk tænker og handler, som de gør i de sociale og kulturelle sammenhænge, de færdes i.
Meget af arbejdet foregår gennem deltagerobservation, hvor man følger mennesker tæt i deres hverdag og registrerer alt, de gør. Og det er en god metode, når man studerer mennesker med demens, forklarer Ida Lind:
- Når man har en demenssygdom, kan det være svært at svare på et spørgeskema, hvor man eksempelvis skal huske, hvad man har foretaget sig dagen før. Derfor er deltagerobservation genialt til at give et fyldestgørende blik på livet med demens, forklarer Ida Lind, der i løbet af ph.d.-afhandlingens tre år skal bruge et år på at følge 10-20 udvalgte familier med demens tæt i deres hverdag.
En mere nuanceret forståelse
Erhvervs-ph.d.’en skal bygge bro mellem den akademiske verden og organisationer som Alzheimerforeningen. Forventningen er, at resultaterne fra studiet kan bruges af Alzheimerforeningen til at forbedre rådgivningen og tilbuddene til mennesker med demens.
- Jeg håber, min forskning kan medvirke til en meget mere nuanceret forståelse af mennesker med demens og deres forståelse og oplevelse af sygdommen. Vi har i vores kultur en tendens til at definere folk ud fra, hvad de kan fortælle om dem selv og hvor de kommer fra, siger Ida Lind.
Men hvad sker der så med de mennesker, som ikke kan fortælle de her ting længere? De er jo stadigvæk mennesker.
- Men i vores kultur tror jeg ikke, vi har redskaberne til at forstå dem, og så opstår de her billeder af levende døde. Med indsigterne fra forskningen, håber jeg på at kunne være med til at udvikle nye redskaber, der kan give os en bedre forståelse af mennesker med demens, siger Ida Lind.
’Tættere på livet med demens’
|