Esbjergs politikere: Der skal ske mere på plejehjemmene
Plejecenteret Margrethegården i Ribe skal være nyt forsøgscenter i et projekt, der skal lave flere fælles aktiviteter for plejehjemsbeboere og ældre i eget hjem, der er visiteret til aktiviteter på dagcentre.
Det er politikerne i Esbjerg Kommune blevet enige om, og nu skal tilbud til de to grupper tænkes sammen, skriver Jyske Vestkysten.
Mange af de aktiviteter, der foregår på plejehjemmene er drevet af frivillige kræfter, og disse aktiviteter ville ikke finde sted uden hjælp ude fra, indrømmer formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Olfert Krogh til avisen.
Anderledes klar i mælet er Ulla Koman-Mejer, der er medlem af udvalget for Socialdemokraiet.
- Vi var alle enige om, at der simpelthen sker for lidt for de fastboende på plejehjemmene. Det er første gang, det er blevet sagt direkte. På den baggrund synes jeg, det er rigtig fint, at vi begynder at tænke på nye løsninger. Det er vigtigt, at vi ikke river tæppet helt væk under nye beboere på plejehjem. Hvis de i forvejen er vant til at komme på daghjemmet, og der er plads til det, så giver det fin mening at lade dem deltage i aktiviteterne dér, siger hun til jv.dk og forsætter:
- Det kan også gå den anden vej, så hjemmeboende kan have lyst til at deltage i plejehjemmets aktiviteter for stedets beboere, det kan være forskelligt fra plejehjem til plejehjem, og det ser vi gerne. Jeg er glad for, at vi i udvalget er enige i denne sag og bestræber os på at finde individuelle løsninger, siger Ulla Koman-Mejer.
Kilde: https://www.jv.dk/esbjerg/Politikere-erk...