Nu kan man igen søge puljemidler
Vil man være med til at udarbejde kliniske retningslinjer, er der penge at hente.
Sundhedsstyrelsen har nemlig genopslået puljen til udvikling af nationale kliniske retningslinjer i 2019-2020, så flere faglige selskaber og miljøer på sundhedsområdet kan få mulighed for at udarbejde kliniske retningslinjer.
Der kan søges puljemidler for i alt 3,4 mio.kr. Der har tidligere været opslået puljer for 2017, 2018 og 2019 til NKR.
Formålet med puljen er at videreføre arbejdet med evidensbaserede retningslinjer af høj kvalitet, både i og uden for Sundhedsstyrelsen. Det fortæller konstitueret sektionsleder Britta Tendal Jeppesen.
Puljen er målrettet de sundhedsfaglige selskaber og miljøer på sundhedsområdet, som vil kunne søge om midler til at udarbejde nationale kliniske retningslinjer baseret på GRADE-metoden. Flere aktører vil kunne gå sammen om at søge midler, og der vil også kunne indgås samarbejde med regioner, kommuner og øvrige aktører om udarbejdelse af retningslinjer.
- De nationale kliniske retningslinjer har markeret et generelt kvalitetsløft af arbejdet med evidensbaserede retningslinjer i Danmark, og puljen skal være med til at sikre større ejerskab til de nationale kliniske retningslinjer i de faglige selskaber og miljøer, siger Britta Tendal Jeppesen.
Ansøgningsfrist for at søge om puljemidler for genopslaget 2019-2020 er 10.april 2019.