Kommune opruster: Uddanner 13 nye demenskoordinatorer
I en storstilet demensindsats har Helsingør Kommune sendt 13 medarbejdere på efteruddannelse på Københavns Professionshøjskole, hvor de klædes på til rollen som demenskoordinator.
Medarbejderne er sygeplejersker, ergoterapeuter, pædagoger og social- og sundhedspersonale.
Det skriver Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.
Antallet af borgere over 60 år med demens i Helsingør Kommune forventes at være 44 procent højere i 2025 end i 2015.
Derfor er kommunen nu ved at forberede sig på den ekstra indsats, det kommer til at kræve i fremtiden.
Teori bag værktøjer
Nuværende demenskoordinator i Helsingør Kommunes hjemmepleje, Pernille Forsingdal, er uddannet social- og sundhedsassistent og havde i forvejen mange års erfaring med demensområdet.
Alligevel var der god, ny viden at hente i uddannelsesforløbet hos Københavns Professionshøjskole.
- Jeg har lært om relationel koordinering, som handler om at få et fælles sprog og viden blandt medarbejderne. Jeg har også fået mere viden om jura og har fået nyttige værktøjer til rådgivning og vejledning. Nogle ting gjorde jeg jo forvejen, men nu har jeg fået teori bag og ved, hvorfor det, vi gør, giver god effekt, siger hun.
Udover at vejlede kolleger, borgere og pårørende og samarbejde med læger er det blandt andet demenskoordinatorernes opgave at tage på regelmæssige hjemmebesøg hos de borgere med demens, der bor i eget hjem – ofte med deltagelse af pårørende, som kan hjælpe med at stykke viden sammen, hvis det kniber.
Initiativet er led i kommunens demenshandlingsplanen ”Vi er fælles om demens.”