23948sdkhjf

Solrød indvier 8.000 kvadratmeter sansehave

Duften af bål blandede sig med lyden af musikinstrumenter, begejstrede børneudbrud og smilende plejehjemsbeboere, da den eventyrlige 8.000 kvadratmeter store sansehave, der omkranser Plejecenter Christians Have, tirsdag den 7. maj blev indviet.

Der var i dagens anledning både inviteret beboere, pårørende og børn fra tre nærliggende børnehaver til at tage del i indvielsen, hvor der blandt andet blev tændt op i bålhaven, serveret bobler i urtehaven og inviteret til leg i hele den sanselige have, hvor der er plantet over 7.000 planter og lagt 15.000 blomsterløg.

Haven, der blandt andet både indeholder en musikhave, en træningshave, en strandhave, en bålhave, en Magnolielund, en urtehave, en gårdhave og endda en kyssebænk, er blevet gjort mulig af en særdeles gavmild donation fra Annie og Otto Johs. Detlefs´ Fonde- OJD på hele 11,5 millioner kroner.

- Tak er i denne forbindelse kun et fattigt ord, men på hele kommunens vegne, vil jeg gerne sige tusind, tusind tak for denne unikke sansehave, der vil gøre en positiv forskel i vores ældre borgeres liv og give dem livsbekræftende oplevelser hen over hele året”, siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.

Også fokus på det fysiske
Det er ikke kun beboernes mentale helbred, der er tænkt på i forbindelse med tilblivelsen af haven, også beboernes fysiske tilstand er medtænkt. Der er således forskellige træningsredskaber, hvor beboerne med hjælp fra medarbejderne kan lave over 200 forskellige øvelser.

Samtidig skal både en havepædagog og flere aktivitetsmedarbejdere sørge for forskellige aktiviteter, der bringer den forunderlige have i spil i beboernes hverdag.

Haven er tegnet af landskabsarkitekt Helle Nebelong og anlagt af anlægsgartnerfirmaet Malmos i perioden fra september 2018 til april 2019. Den er blevet til i tæt samarbejde med beboere, pårørende, Ældrerådet og fagfolk inden for plejeområdet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172