SKI: Vi bliver nok aldrig enige
De kunne dog også læse en krads kommentar fra Morten Rasmussen, direktør i Danish.Care, der er en interesseorganisation for producenter af genbrugshjælpemidler. Morten Rasmussen kritiserer jævnligt fællesindkøb – ikke mindst, når de gennemføres i regi af Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI).
Han kalder blandt andet SKI’s arbejde med det kommende udbud for en ’teoretisk skrivebordsøvelse’ og udtrykker ærgrelse over, at SKI ikke har fagligheden til at bakke udbuddet op.
SKI og Morten Rasmussen bliver næppe nogensinde enige – dertil er der for mange økonomiske interesser i spil for Danish.Care. Alligevel vil vi gerne korrigere eventuelle misforståelser, Rasmussens indlæg kan medføre.
SKI er sat i verden for at hjælpe danske kommuner med at sikre både god kvalitet og gode købsvilkår. Vi har adgang til kommunernes indkøbsdata og ved meget om, hvordan de danske kommuner køber ind, og hvad genbrugshjælpemidler koster.
Vi kan se, at prisen på præcis det samme produkt, der er købt hos præcis den samme leverandør, svinger fra kommune til kommune – det er ikke unormalt at se forskelle på 40-100 procent! Med andre ord betaler nogle kommuner mere end det dobbelte af andre kommuner – for det samme produkt fra den samme leverandør. Der er altså potentielt set mange penge at spare ved at forholde sig til, hvordan produkterne købes ind på tværs af kommunerne.
Morten Rasmussen gentager løbende sin påstand om, at SKI mangler faglig indsigt i de emner, vi laver udbud i – men mange gentagelser gør ikke postulatet mere sandt. Faktum er, at det er fagpersoner, der bestemmer kravene til de produkter, der skal købes på SKI’s rammeaftaler. Sortimentet på aftalen for genbrugshjælpemidler er fx tilrettelagt af bl.a. 28 ergoterapeuter, visitatorer og sagsbehandlende terapeuter fra en stribe kommuner. Og udbudsmaterialet er netop nu i høring blandt brugerrepræsentanter.
Så når Morten Rasmussen kritiserer os for ikke at have fagligheden i orden, så kritiserer han reelt de enkelte fagpersoner ude i kommunerne for ikke at have fagligheden i orden. Og det tror jeg trods alt næppe, han mener.
Det offentlige køber hvert år ind for 300 mia.kr. hos private virksomheder. 2-3 procent af indkøbene foregår på en aftale, SKI har udarbejdet for og sammen med specialister fra det offentlige. Alene på disse 2-3 procent sparer det offentlige ca. 800 mio.kr. hvert år. Penge, der kan bruges til flere varme hænder, specialiserede genbrugshjælpemidler (som ikke vil kunne købes på SKI-aftalen) – eller til helt andre formål, som det offentlige vælger at prioritere.
Kald det bare teoretisk skrivebordsarbejde. I så fald er det skrivebordsarbejde, der kan mærkes helt ude hos borgerne.