Fællesskaber for millioner: Ældre gruppematches for at knække ensomhed
Aabenraa Kommune har søgt og fået 2,6 millioner fra regeringens fællesskabspulje til et projekt, der skal afklare, hvad der skal til, og hvordan svage ældre hjemmehjælpsmodtagere kan hjælpes ud af ensomhed
Pengene skal gå til at oprette fællesskabsgrupper, hvor ældre matches med hinanden på baggrund af blandt andet fælles interesser.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Erfaringerne fra grupperne skal vise, om det er meningsfuldt at placere ligesindede ældre i fællesskaber, og om grupperne har en positiv indvirkning på følelsen af uønsket ensomhed.
- (…) der er desværre stadig en gruppe af ældre hjemmehjælpsmodtagere, som ikke selvstændigt deltager i de aktiviteter og tilbud, og som føler sig ensomme. Jeg er glad for, at vi med tilskuddet nu får mulighed for at finde de rette løsninger til netop den gruppe af ældre, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Karsten Meyer Olesen.
Med pengene kan kommunen nu tage hul på virkeliggørelsen af projektet og involvering af relevante samarbejdspartnere og aktører.
Kommunen håber på, at det allerede i 2019 kan lykkes at tilbyde fællesskabsgrupper til de første 50 hjemmehjælpsmodtagere
Ensomhed kan have alvorlige konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Forskning viser, at ensomhed hænger sammen med for tidlig død, hjertekarsygdomme, demens og symptomer på depression. Ensomhed er særligt udbredt blandt gruppen af ældre hjemmehjælpsmodtagerne.
Kilde: https://www.aabenraa.dk/vores-kommune/ny...