Region opretter eget vikarbureau: Skal ansætte ”flere hundreder"
Region Sjælland er i fuld sving med at opbygge sit eget interne vikarkorps med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som fra 1. oktober kan rykke ud, når sygehusene og Psykiatrien har brug for vikarer.
Det betyder, at der lige nu er fuld sving i ansættelsessamtalerne for at bygge korpset op.
- De første vikarer er ved at blive ansat, og vi forventer at ansætte flere hundrede i løbet af august og september. Som vikar i Region Sjællands vikarkorps vil man mærke, at man er en del af en arbejdsplads med kollegaer og ledere, som man kender. Det er også meget glædeligt, at vi allerede nu ser flere ansøgninger til vores faste stillinger, hvilket også er en vigtig målsætning for vores indsats med et nyt vikarkorps, siger Camilla Pedersen, leder af det nye vikarkorps i Region Sjælland.
Det nye korps betyder, at regionen samtidig stopper med at anvende vikarer fra eksterne vikarbureauer.
Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Bedre arbejdsmiljø og færre udgifter
Regionsrådet i Region Sjælland besluttede som en del af budgettet for 2019 at undersøge mulighederne for at etablere et internt vikarkorps - både for at medvirke til at skabe bedre arbejdsmiljø og for at nedbringe udgifterne til vikarer.
Nu er det interne vikarkorps klar til at gå i luften, og regionsrådsformand Heino Knudsen lægger vægt på, at brugen af egne vikarer vil være med til at styrke arbejdsmiljøet på sygehusene og i Psykiatrien:
- Etableringen af vores eget vikarkorps er en vigtig arbejdsmiljøindsats. Det vil kunne mærkes på arbejdsmiljøet ude på afdelingerne, fordi det er en kollega, som kender arbejdsgangene og systemerne, der kommer. Samtidig forventer vi, at det interne vikarkorps bidrager til god patientsikkerhed og kvalitet i plejen. Det er også erfaringerne fra de andre regioner. Vi håber også, at vikarerne vil se det som en mulighed at orientere sig på forskellige afdelinger, inden man eventuelt søger en fast stilling på et af vores sygehuse eller i Psykiatrien, siger Heino Knudsen.
Regionen vil følge situationen tæt i overgangsfasen, så der ikke opstår risiko for patientsikkerheden.