23948sdkhjf

Kunsten at servere sundhedsfremme til en sårbar gruppe

Hvordan skærper vi fokus på sundhedstilstanden hos borgere med psykiske lidelser eller kognitive funktionsnedsættelser?

Det er temaet for en serie af kursusdage, som Sosu Østjylland i disse dage afholder for 26 sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og socialrådgivere der er ansat i et af Silkeborg Kommunes bosteder og bofællesskaber.

I alt 300 sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere kommer igennem læringsforløbet i det år, projektet kører. 

- Vi gør meget ud af den demokratiske sundhed i forhold til den sårbare målgruppe. Vi vil gerne øge fokus på, at personalet møder borgeren, hvor denne er i forhold til sundhed og ikke pådutter en masse sundhedsfremmende tiltag ud fra, hvad der moralsk er rigtigt at gøre, siger Kirsten Nielsen, der underviser i sundhedspædagogik på forløbet.

Løft i levetiden
Kurset er kommet til verden med midler fra Sundhedsstyrelsen, og kommunen har valgt at satse på gruppen af borgere med psykiske lidelser eller handicap og skabe rammer, der understøtter sundhedsfremmende og forebyggende tiltag for pågældende gruppe.

Det sker blandt andet på baggrund af undersøgelser, der viser, at denne gruppe har en kortere forventet levetid på 10-15 år i forhold til normalbefolkningen. Det skyldes blandt meget andet, at de pådrager sig livsstilsrelaterede sygdomme, der ikke bliver opdaget eller håndteret i tiden.

- Vi kan se et potentiale i at uddanne vores fagpersonale omkring denne gruppe til at blive bedre til at opspore sygdommene og sætte initiativer i værk, der kan løfte målgruppen. Og det er komplekst og kræver, at faggruppen klædes på til, siger Linda Nebel, der er sundhedskoordinator i Silkeborg Kommune.

Sundhed i øjenhøjde
Og det bliver de 26 ansatte nu med undervisning i sygdomme, pædagogik, viden om diæter og så videre. Og ikke mindst den måde man går til målgruppen på, og hvordan man serverer det sundhedsfaglig budskab til en gruppe, der spænder så meget i kognitivt og fysisk niveau.

Og her gælder det blandt andet om at spørge ind til borgerens ønsker og dernæst sætte det ind i en sundhedsfaglig kontekst, uddyber Kirsten Nielsen.

- Det kunne være kvinden på 24 år med kognitiv funktion som en seksårig og samtidig en psykisk lidelse . Det giver ikke mening at tale med hende om, hvad hendes forståelse for sundhed er, for det kan hun ikke udtrykke. Men måske kan man tale sig frem til, at hun godt vil prøve at lave mad selv, men skal have hjælp til komfuret. Så kan man starte der, hvor hun er, og hvad hun er motiveret for, siger Kirsten Nielsen.

Kurset forløber to dage i august, plus en dag i september, hvor der er opsamling og snak om de eksempler, sosu-assistenterne og sygeplejerskerne hiver med hjem fra deres hverdag i praksis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078