23948sdkhjf

Undersøgelse: Kommuner nøler stadig med velfærdsteknologien

Der er masser af velfærdsteknologi på markedet til kommunerne, men det halter stadig med at få den indført i praksis.

Sådan svarer knap halvdelen (46,8 procent) af kommunernes fagfolk i en ny undersøgelse om velfærdstelnologiens potentiale på plejeområdet.

Det skriver Teknologisk Institut, der står bag undersøgelsen.

Velfærdsteknologi kan for eksempel være løftestole til personer, der har brug for hjælp til at rejse sig efter at være faldet, eller spiseredskaber til borgere med funktionsnedsættelse.

- Ud fra undersøgelsen kan vi se, at kommunerne ser velfærdsteknologi som et vigtigt indsatsområde, der bidrager til at øge borgernes livskvalitet og skabe økonomiske besparelser. Men undersøgelsen viser også, at der er et stort behov for at yde en ekstra indsats for at bane vejen for, at potentialet i de velfærdsteknologiske løsninger indfries og kan komme borgere, personale og samfundet til gavn. Derfor er det nødvendigt at der gøres en indsats, siger Troels Oliver Vilms Pedersen, der er programchef hos Teknologisk Institut og næstformand hos Danish.Care.

Nøglen er efteruddannelse
Ifølge undersøgelsen mener 57,5 procent af de adspurgte kommuner, at den praktiske brug af velfærdsteknologi er den største barriere, når det handler om at indfri potentialerne inden for velfærdsteknologi.

40 procent peger på økonomi som den største barriere, mens 38,8 procent peger på accept af teknologien hos medarbejderne som den største barriere.

Troels Oliver Vilms Pedersen peger blandt andet på efteruddannelse som en løsning på de konkrete problemer.

- Efteruddannelse af de dygtige folk, som allerede gør et fantastisk arbejde i den danske hjemmepleje og på plejehjem, kan være med til at øge deres kendskab til teknologierne og på den måde gøre dem tryggere ved at anvende dem. Vi har tidligere set, at indkøbt velfærdsteknologi samler støv, fordi personalet ikke kan bruge det, siger Troels Oliver Vilms Pedersen.

- Derudover er det nødvenligt, at kommunerne analyserer de totale omkostninger forbundet med de forskellige valg af, hvordan og hvilken hjælp man giver ældre bruges til at skabe et bedre overblik over økonomien, forbundet med velfærdsteknologi, tilføjer han.

Behov for ekstra indsats
Noget tyder på, at den ekstra indsats bliver et fokusområde hos flere kommuner i fremtiden. 55 procent af kommunerne svarer nemlig, at velfærdsteknologi i høj grad vil være et særligt indsatsområde i kommunen i de kommende år.

Befolkningsprognoserne viser, at der med fremtidens befolkningssammensætning vil være flere ældre, som har brug for velfærdsydelser. Danmarks Statistik vurderer, at andelen af befolkningen, som er over 80 år, vil stige fra 263.684 til 495.967 i 2040, altså knapt en fordobling indenfor de næste 20 år.

Undersøgelsen ”Velfærdsteknologi i de danske kommuner” er baseret på besvarelser fra 80 ud af landets 98 kommuner. Undersøgelsen er foretaget ved at én velfærdsansvarlig person pr. kommune er kommet med besvarelser.

Teknologisk Institut offentliggør rapporten i forbindelse med konferencen Velfærdsteknologi anno 2019 i Odense tirsdag d. 3. september 2019 i samarbejde med CareNet og Danish.Care.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.182