23948sdkhjf

Kritik af sjællandsk hjemmesygepleje

Styrelsen for Patientsikkerhed retter en skarp kritik af hjemmesygeplejen i Halsnæs Kommune for ikke at leve op til krav om blandt andet dokumentation, medicinhåndtering og overdragelsen af faglige instrukser.

Kritikken kommer efter et besøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der i april 2019 udførte et tilsyn med hjemmesygeplejen i Halsnæs Kommune.

Resultatet ligger nu klar, og i det udtaler styrelsen kritik på 10 ud af 14 målepunkter.

Det skriver Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse.

Ledelsen i Halsnæs Kommune understreger, at selvom der er udtalt kritik af hjemmesygeplejen, så er der ingen indikationer på, at nogen borgere har lidt overlast.  

Nyt IT-system
Forklaringen på noget af styrelsens kritik skal findes i, at kommunen har indført et nyt IT-system, forklarer direktør i kommunen Niels Milo Poulsen.

Overgangen til det nye system har givet en del udfordringer, blandt andet har det i en periode været nødvendigt at registrere i to systemer.

- Vores fokus er altid på, at borgerne får den bedst mulige behandling. Det har desværre betydet, at vi ikke har haft det fornødne fokus på dokumentationsdelen, herunder de ressourcer det har krævet at indføre et nyt IT-system. Det får vi rettet op på nu, og så vil vi den nærmeste fremtid anmode Styrelsen for Patientsikkerhed om at gennemføre et nyt tilsyn for at sikre, at vi er kommet helt i mål, siger han. 

Laver handleplan
Halsnæs Kommune tager kritikken meget alvorligt. Allerede på mødet i næste uge vil Udvalget for Ældre og Handicappede derfor få forelagt en handleplan, der skal rette op på forholdene, oplyser kommunen.

Planen indebærer blandt andet, at der senest 25. september skal gennemføres systematiske sygeplejefaglige vurderinger, og at der foreligger klare og kendte retningslinjer for faglige instrukser. 

Desuden skal det nye værktøj "Godt fra start" være med til at sikre en bedre struktur, når nye borgere starter i et forløb hos hjemmesygeplejen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062