23948sdkhjf

MT Højgaard går i jorden på 22.500 kvm helende byggeri

Onsdag den 29. januar blev første spadestik til Ny Psykiatri Bispebjerg taget. Det 22.500 kvm nye psykiatrihospital kommer til at rumme 200 enestuer, en psykiatrisk akutmodtagelse og moderne behandlingsfaciliteter. 

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. 

Entreprenøren MT Højgaard kan med første spadestik nu gå i gang med at realisere byggeriet. Projektet er tegnet af PLH Arkitekter og Friis & Moltke, der har arbejdet for at skabe en åben og imødekommende arkitektur med plads til bevægelse og aktivitet.

Nybyggeriet tager afsæt i helende arkitektur, hvor forskellige former for lys, behagelig akustik og naturlige elementer skal understøtte behandlingen af mennesker med psykisk sygdom og dermed forbedre deres muligheder for at komme sig. 

Alt samles ét sted
Målet med ny Psykiatri Bispebjerg er at skabe trygge rammer for patienter, pårørende og medarbejdere. Derfor er både tidligere og nuværende patienter, pårørende og medarbejdere blevet inddraget i byggeriet og været med til at påvirke, hvad det skal indeholde.  

Ny Psykiatri Bispebjerg kommer til at samle store dele af Region Hovedstadens Psykiatris største center, Psykiatrisk Center København, på én matrikel. Når byggeriet efter planen står færdigt i 2024. 

–  Lige nu er Psykiatrisk Center København spredt ud på flere matrikler i Storkøbenhavn. Det bliver derfor en stor fordel for både patienter og personale, når store dele af centret samles ét sted. Det vil skabe bedre mulighed for mere sammenhængende patientforløb, fordi patienter kun skal henvende sig ét sted og fordi medarbejderne sidder tættere på hinanden i hverdagen, sagde Centerchef på Psykiatrisk Center København, Line Duelund, i sin tale.

Fakta om Ny Psykiatri Bispebjerg

• Ny Psykiatri Bispebjerg bliver 22.500 kvm og vil fuldt færdigt rumme 200 almenpsykiatriske enestuer, psykiatrisk akutmodtagelse, Elektrochok-klinik og moderne behandlingsfaciliteter.

• Byggeriet udføres i to etaper frem til 2024 med første etape færdig i 2022. I en efterfølgende tredje etape renoveres Lersø-komplekset, som i dag er en del af Bispebjerg Hospital, til psykiatriske ambulatorier, kontorer mv. – i alt ca. 15.000 kvm.

• Byggeriet er tegnet af PLH Arkitekter og Friis & Moltke, mens det er entreprenøren MT Højgaard, der skal opføre råhuset.

• Samlet budget: 1,2 mia. kr. (2018) – heraf nybyggeri 700 mio. kr. og 500 mio. til renovering af gamle bygninger

• Byggeriet af Ny Psykiatri Bispebjerg er en del af Region Hovedstadens omfattende udbygning af regionens hospitaler. Over en årrække investerer regionen og staten tilsammen 20 mia. kr. på at skabe tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling med patienten i centrum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095