Plejehjem på Frederiksberg har fået et påbud efter klage
Af Benita Dreyer-Andersen
Slet og ret ”tortur”.
Sådan beskrev 71-årige Ole Møller sidste efterår forløbet op til sin hustru, Alices, død, hvor hun ikke fik den rette smertelindring – den såkaldte palliative behandling. I en kronik bragt i Kristeligt Dagblad uddybede han sine oplevelser:
”Hvis jeg har lært noget af de frygtelige uger op til Alices død, så er det, at man aldrig, aldrig skal overlade ens kærestes sidste tid til et plejehjem, hvor manglende overordnet styring og kommunikation, manglende kompetence på det palliative område, manglende vilje og evne til at påtage sig et ansvar i afgørende situationer og uprofessionel adfærd hos ganske få nøglemedarbejdere er hverdag.”
Kort før sin død havde Ole Møllers hustru fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Beskeden fra lægerne var dengang, at hun kun havde få uger tilbage at leve i.
Smertelindringen af 90-årige Alice var imidlertid besværliggjort af, at hun også led af en demenssygdom, der krævede særlig behandling. Den betød samtidig, at hun ikke kunne komme på hospice, men i stedet måtte blive på plejehjemmet Betania på Frederiksberg.
Forløbet fik Ole Møller til at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed – et halvt år senere har de givet Betania et påbud.
I påbuddet skriver styrelsen, at de på baggrund af Ole Møllers henvendelse foretog et anmeldt kontrolbesøg på plejehjemmet.
Her gennemgik de tre beboeres behandling, medicinering og journalisering. Samlet konkluderer styrelsen, at kun 4 ud af 14 målepunkter inden for ”journalføring, patienters retstilling, medicinhåndtering og øvrige fund” er opfyldt.
Blandt én af de tre beboere kan styrelsen eksempelvis konstatere fejl i medicineringen. I to ud af tre tilfælde konstaterer de, at beboernes sygdomme ikke er beskrevet tilstrækkeligt.
Samlet konkluderer styrelsen, at ”fejlene og manglerne i relation til medicinhåndtering, plejen, journalføring og instrukser samlet set udgør problemer af større betydning for patientsikkerheden”.
Påbud eller ej – Ole Møller får aldrig sin hustru tilbage. Alligevel er han glad for, at styrelsen anerkender, at behandlingen af beboerne på plejehjemmet ikke er, som den bør være.
”Jeg har været ked af det og vred i en lang periode. Jeg har haft en smerte indvendig, hvor jeg så Alices blik, mens hun vred sig i smerte, og jeg har tænkt, at det ikke kan være rigtigt, at sådan noget kan foregå herhjemme. Derfor var jeg nødt til at klage. Jeg kunne ganske enkelt ikke udholde tanken om, at andre ville opleve en lignende død.”
Da Kristeligt Dagblad bragte Ole Møllers kronik, fik den flere eksperter og interesseorganisationer til at efterlyse fælles kommunale retningslinjer for den palliative indsats.
Betaniahjemmets forstander har ikke ønsket at stille op til interview.
Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad eller på k.dk