Om to år går NordEPJ i luften
Arbejdet med NordEPJ i Region Nordjylland skifter nu fra afklaringsfase til klargøringsfase. Det betyder blandt andet, at der er blevet fastlagt en endelig tidsplan for, hvornår NordEPJ skal implementeres på de nordjyske hospitaler.
- På hospitalerne glæder vi os rigtig meget til at komme i gang med at arbejde i NordEPJ, så det er dejligt, at der nu er et konkret implementeringstidspunkt at se hen imod, siger Michael Braüner Schmidt, der er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital og formand for Programstyregruppen for NordEPJ.
Der har været mange overvejelser bag valg af implementeringstidspunktet, som er landet på marts 2022. Der er flere årsager til, at dette vurderes at være det rette tidspunkt at implementere. Det har bl.a. været vigtigt at frigøre implementeringen af julen og den ferieafvikling og årsafslutning, der er forbundet med det. Det giver også den fordel, at undervisningen i systemet kan placeres i starten af året, så den er frisk i erindring for personalet, når NordEPJ bliver sat i drift.
- Slutteligt har det også haft høj prioritet at give personalet på Aalborg Universitetshospital tid til at nå at blive fortrolige med NordEPJ, inden de står overfor den næste store forandringsproces; udflytning til NAU, fortæller Michael Braüner Schmidt.
Bedre betingelser for patientplejen
Når NordEPJ bliver implementeret, vil den skabe stor værdi i forhold til patientbehandlingen på de nordjyske hospitaler. Bl.a. fordi systemet understøtter bedre koordination af forløb på tværs af afdelinger og giver øget mulighed for alternative behandlingsforløb, som f.eks. telemedicin.
- Med NordEPJ sikrer vi, at klinikernes primære værktøj lever op til nutidens krav for digital udvikling i sundhedsvæsnet, så det på bedst mulig vis kan understøtte dem i deres arbejdsgange. Det gør NordEPJ f.eks. ved at give nye muligheder for patientbehandlingen. Bl.a. gennem telemedicinske løsninger, mobilløsninger og videokonsultationer, fortæller Klaus Larsen, der er it-direktør i Region Nordjylland.
NordEPJ er en standardjournal, og der bliver taget udgangspunkt i de opsætninger, der kommer med den. Indenfor den ramme vil der dog være mulighed for lokale tilpasninger – både specialespecifikt og på tværs af hele regionen. Derfor bliver der udpeget mellem 150-200 kliniske medarbejdere fra de nordjyske hospitaler, der skal være med til at beslutte, hvordan brugerfladen i systemet skal være. Der er tale om bred inddragelse af mange forskellige faggrupper, bl.a. læger, sygeplejersker, lægesekretærer, diætister, fysioterapeuter m.fl. |