Ærø Kommune lukker plejehjem
Plejehjemmet Gilleballehus på Ærø skal lukke, og stedets 14 beboere skal flytte til andre plejehjem. Det skriver Fyens Stiftstidende.
De 20 medarbejdere vil få tilbudt andet arbejde i kommunen igennem en nyoprettet jobbank.
- Beboerne får medbestemmelse i, hvor de vil flytte hen, og de vil blive holdt skadesløse i forhold til flytningen. Det vil sige, at kommunen betaler for deres indskud og flytning. Det er planen, at beboerne skal flyttes løbende, og vi regner med, at alle er flyttet ved udgangen af 2020, forklarer Kimma Vingaard Thomsen, kultur- og socialdirektør til avisen.
Det forventes i følge direktøren, at alle uddannede medarbejdere (social- og sundhedsmedhjælpere og social- og sundhedsassistenter, red.) vil få tilbudt andet arbejdet på et af de andre plejecentre.
Når Gilleballehus lukker, vil Ærø Kommune omdanne Søkilden, som er et demensplejehjem i Ærøskøbing, til et plejehjem for både demente og almindelige beboere.