To virksomheder bliver til en: - Vi bliver stærkere
Det er to af landets ældste virksomheder i branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi, der dermed bliver en.
VELA overtager alle aktiviteter i Meyland-smith.
Med opkøbet af Meyland-Smith styrker VELA sin position på det internationale marked for hjælpemidler og velfærdsteknologi ved, at kunne tilbyde et bredere produktprogram med velkendte kvalitetsbrands og en styrket produktion i Danmark.
Begge parter ser store fordele i at kunne møde kunderne som ét samlet hold.
- Vores produkter passer sammen og styrker vores position i markedet.
- Fællesnævneren for vores to virksomheder er mobilitet, aktivitet og selvstændighed til brugerne, som primært er mennesker med funktionsnedsættelser, understreger adm. direktør Per Buus fra VELA.
VELA er især kendt for arbejdsstolen og god ergonomi og Meyland-smith for gangvogne og andre mobilitetshjælpemidler.
Meyland-Smiths produkter har brug for at være en del af en større organisation med tilhørende kompetencer inden for salg og markedsføring.
- Vi tror på, at dette skridt giver Meyland-smiths sortiment luft under vingerne på såvel hjemme- som eksportmarkedet, og vi glæder os til de nye muligheder, siger salgsdirektør Jan Sahlertz fra Meyland-smith.
Opkøbet understøtter også de to virksomheders fokus på fastholdelse og udvikling af danske arbejdspladser, da både kompetencer og produktionsfaciliteterne i Hjørring og Aalborg komplimenterer hinanden rigtig godt.
- Sammen får vi en stærkere og mere solid virksomhed, og med produktionsfaciliteter i både Aalborg og Hjørring kan vi fastholde og udvikle danske arbejdspladser i forhold til den stigende efterspørgsel, der er på vores produkter.
- De to faciliteter har derudover forskellige kernekompetencer, og nu kan vi få optimal udnyttelse af plads, produktion og montage, forklarer Per Buus.
Igennem de sidste mange år har VELA ekspanderet kraftigt på toplinjen. Erhvervelsen af Meyland-Smith er en del af den fortsatte vækst, understøttet af det stigende behov for hjælpemidler og velfærdsteknologi, som følge af den demografiske udvikling i samfundet.
Meyland-Smith blev i 1901 grundlagt af smeden Georg Valdemark Andreas Meyland-Smith.
Han begyndte med datidens mest moderne transportmiddel - cyklen.
Selskabet blev etableret på Østerbro i København for et lån på 650 kroner, hvilket svarede til et halvt års løn.
De første mange år blev der produceret mange former for cykler og cykeltilbehør.
Efterhånden blev produktionen drejet mere mod hospitalsudstyr og reparation af udstyr til De Gamles Hjem.
Virksomhedens mål har hele tiden været at understøtte handicappedes muligheder for at have den bedst mulige hverdag med hjælpemidler, som øger livskvaliteten.
Hver eneste dag er der rundt omkring i hele verden brugere, som får et rigere liv med dansk producerede hjælpemidler fra Meyland-smith.
Hjælpemidlerne er årsag til, at handicappede - med eller uden personlig støtte - kan bevæge sig omkring, komme ud i det fri sammen med venner, familie, plejepersonale og andre brugere.