Danmarks 13 sosu-skoler lukker
Onsdag aften lukkede den danske regering, med Mette Frederiksen i spidsen, ned for alle danske uddannelsesinstitutioner.
Herunder er Danmarks 13 sosu-skoler.
Lukningen gælder fra fredag 13. marts og 14 dage frem.
En af dem er SOSU Østjylland, der har afdelinger i Silkeborg, Aarhus og Skanderborg.
Her opfordrer man eleverne til heller ikke at møde ind torsdag morgen. Det fremgår af en meddelelse fra skolen delt på dens facebookside.
"Du opfordres derfor til at blive hjemme allerede fra TORSDAG 12.03.2020, dvs. IKKE møde på skolen," står der i et opslag på skolens facebookside.
Skolen arbejder på at løse udfordringen med at gennemføre undervisningen.
”Der arbejdes på at iværksætte undervisning online eller på anden vis hurtigst muligt. Det vil du blive nærmere orienteret om. Det er meget vigtigt, at du løbende holder dig orienteret om, hvordan situationen udvikler sig, og hvornår du skal møde op på skolen eller i praktikken igen.”
Der er også en besked til de elever, der er i praktik, eller snart skal starte i praktik.
"Hvis du er i gang med praktikforløb eller skal starte praktikforløb inden for de næste 14 dage, så skal du kontakte din ARBEJDSGIVER og høre nærmere om, hvordan du skal forholde dig", står der i opslaget.
Desuden opfordres elever til at holde sig opdateret på skolens intranet og hjemmeside.
Artiklen er en del af temaet COVID-19.