Hovedstadens hospitaler får vagter efter tyveri af håndsprit
Hospitalerne i Region Hovedstaden, der tæller blandt andet Rigshospitalet og Herlev Hospital, får nu flere vagter og øget politiovervågning. Det oplyser Region Hovedstaden.
Tiltagene kommer, efter at regionen flere gange har oplevet tyveri af ting som håndsprit og masker, der skal beskytte de indlagte og ansatte mod coronavirus.
- Flere hospitaler i hovedstaden har været udsat for tyveri af håndsprit, masker og overtræksdragter.
- Derfor har vi nu fået eksterne vagter, der kan patruljere døgnet rundt. Og politiet vil også være mere til stede, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Der vil være tale om private vagtværn samt en øget indsats fra politiet på hospitalerne.
- Jeg synes, at det er ufatteligt og grotesk, at folk kommer maskeret ind på en akutmodtagelse og stjæler de ting, personalet skal bruge. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen kan få sig selv til det, siger regionsrådsformanden.
Hospitalerne har fortsat nok håndsprit og masker, men det kan ændre sig. Og situationen er alvorlig, understreger regionsrådsformanden.
- Vi har nok nu, men sådan behøver det jo ikke fortsætte. Det store problem med hospitalssprit er jo, at folk simpelthen hiver beholdere ned ad væggen.
- Så når patienter eller medarbejdere skal spritte af, så er hele beholderen væk. Det kan man jo ikke erstatte fra en dag til en anden. Så det er et problem, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Det vil fortsat være muligt at besøge syge pårørende, men generelt skal man holde sig væk fra hospitaler så meget som muligt for at mindske smitterisikoen.
Kommunikationsdirektør ved Rigspolitiet Anders Frandsen sagde tidligere mandag på et pressemøde:
- Vi har set eksempler på, at der har været tyveri af håndsprit og værnemidler og den slags fra hospitaler. Det er noget, vi ser med meget stor alvor på.
- Vi er i gang med at opbygge et nationalt overblik over, hvor der er produkter som disse, der er særligt udsatte for tyveri. Og sørge for at beskytte dem.
Kilde: /ritzau/
Artiklen er en del af temaet COVID-19.