Ældres familiebesøg på plejehjem erstattes med telefon
Hjerteskærende billeder af pårørende i USA, der vinker og taler gennem vinduet til familiemedlemmer på plejehjem, er gået verden rundt.
- Hey, hvorfor lægger du ikke tæppet over hans ben?, råber en mand på et af billederne til en sygeplejerske, der står på den anden side af vinduet.
Lignende scener er indtil videre ikke set i Danmark, hvor ægtefæller, børn og børnebørn til beboere på plejehjem også får besked om at blive væk for at undgå at smitte med coronavirus.
Men bekymringen blandt de pårørende er stor, siger Nina Bruun, der er politisk konsulent i Ældre Sagen og ansvarlig for plejehjemsområdet.
- Vi kontaktes af pårørende, der i den grad er bekymrede. Dels savner de at besøge deres ældre familiemedlemmer, dels er de bekymrede for, hvordan det påvirker de ældre, når kontakten ikke længere er der, siger hun.
- Det er netop nu, hvor de ældre har brug for deres pårørende, fordi det hele er så usikkert.
Hun understreger, at Ældre Sagen bakker fuldt op om de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
"Du beskytter bedst dine pårørende ved ikke at besøge dem", hedder det på plakaten fra styrelsen, der kan læses ved indgangen til pleje- og ældrecentre.
- Ældre på plejehjem er sårbare, og derfor er vi nødt til at tage alle midler i brug for at beskytte dem mod virus. Det er det vigtigste lige nu, siger Nina Bruun.
Omkring 41.000 ældre bor på plejehjem. Nogle af dem på et af de 16 plejehjem, som drives af OK-Fonden.
Her forsøger de ansatte at kompensere for manglende familiebesøg ved blandt andet at hjælpe beboerne med at Facetime.
Har de ældre ikke selv har en egnet telefon, får de lov at låne, siger Birthe Vester, der er presse- og kommunikationskonsulent.
Ud over en tættere digital kontakt, så bruger de ansatte tid på at tale med beboerne om, hvorfor de ikke længere kan få besøg, siger Malou Frische, der er leder af fondens plejehjem Lotte på Frederiksberg i København.
- Mange kan huske Anden Verdenskrig, hvor meget også var anderledes. Så taler vi om dengang, og om hvordan vi skal klare det her. De kan blive frustrerede, men vi når at tale med dem, inden de bliver kede af det, siger Malou Frische.
- Og selv om vi skal holde afstand, så giver vi altså også et kram, siger hun.
Kilde: /ritzau/
Artiklen er en del af temaet COVID-19.