FOA: Corona sætter sosu'er under pres
FOA forstår til fulde nødvendigheden af regeringens nye, drastiske initiativer for at bremse corona-virussen. Det gælder blandt andet forsamlingsfriheden, så højest ti personer kan samles.
Det melder FOA ud i en pressemeddelelse her til aften.
- Ja, det er drastisk. Og ja, det er nødvendigt. For statsministeren har ret, at det risikerer at ende som et mareridt. FOA opfordrer til, at alle tager corona-truslen om muligt endnu mere alvorligt, og også følger de sundhedsfaglige råd hjemme. Pas nu godt på dem, der passer jer alle sammen, siger forbundsformand Mona Striib fra FOA.
- Statsministeren kalder det med et godt ord for "samfundssind". Jeg vil gerne bruge et endnu stærkere ord, nemlig "solidaritet". Det er en af de dyder, vi har bygget vores samfund på, tilføjer Mona Striib.
FOA har mere end 100.000 medlemmer ansat i ældre- og sundhedssektoren, og forbundet nærmest overstrømmes med henvendelser fra medlemmer, der både spørger og vil hjælpe yderligere.
- Men der er ingen tvivl om, at de social- og sundhedsansatte allerede nu er under et stort pres. Vi skylder dedikerede ansatte, at vi følger myndighedernes råd til punkt og prikke. Hold afstand. Følg rådene. Smitten vil kun blive værre de kommende dage. Derfor må vi ikke ende kaos og mareridt, siger Mona Striib.
Artiklen er en del af temaet COVID-19.