23948sdkhjf

Ældre Sagen: Udsigt til fysisk afstand i et år er skræmmende

I Ældre Sagen er man bekymret på de ældres vegne, hvis der er udsigt til at holde afstand i mindst et år.

Udmeldingen fra faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak til Berlingske, om at danskerne måske skal holde fysisk afstand i mindst et år, er skræmmende.

Det mener administrerende direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup.

- Jeg tror, at det bliver et mareridt. Vi ønsker en eller anden form for opblødning. Det vigtigste for os er at holde coronavirus ude af plejehjemmene. Men man må finde nogle måder, hvor de pårørende kan komme i kontakt med beboerne, siger han.

Han er særlig nervøs for beboerne på plejehjemmene, som ikke har set deres pårørende længe på grund af coronavirus. Han foreslår, at man sætter nogle telte eller pavilloner op på plejehjemmene, så beboerne har mulighed for at mødes med deres familier.

Her kunne der være glas og afstand imellem, og man kunne anvende højttalere, så de kunne snakke sammen og se hinanden, mener han.

- Plejehjemsbeboerne er typisk demente, og de har mistet korttidshukommelsen. Så de har typisk kun langtidshukommelsen tilbage. De personer, der kan fange dem, er deres pårørende. Det er vigtigt, at beboerne får kontakt til deres pårørende, hvis de skal have noget, der minder om en ordentlig livskvalitet, siger Bjarne Hastrup.

Han er samtidig nervøs for, at der er plejehjemsbeboere, der kan miste åndelige funktionsevner, hvis de ikke får set deres pårørende længe.

- Når plejehjemsbeboerne møder de pårørende igen, kan det være, at de ikke kan genkende dem, siger han.

Folketingets partier mødes mandag til forhandlinger om ekstra initiativer til udsatte grupper under coronakrisen.

I Ældre Sagen ser man gerne, at der kommer øget bemanding på plejehjemmene, og de efterlyser nogle klare initiativer til, hvordan de ældre kan få besøg.

OK-Fonden er en organisation, der blandt andet driver 16 plejecentre fordelt rundt i Danmark.

Administrerende direktør Ulrik Ahrendt-Jensen efterlyser nogle helt klare retningslinjer fra myndighederne, hvis det igen bliver muligt for de pårørende at komme på besøg. Det er også afgørende, hvilke værnemidler der er til rådighed.

- Vi har også et forslag om at få indrettet besøgsrum, så man kan gå ind i det. Så skal de pårørende ikke gå gennem hele plejecenteret, siger Ulrik Ahrendt-Jensen.

- Vi skal også have medarbejdere nok, for det kræver nogle ekstra ressourcer. Det kan godt være, ressourcerne er der, men det kommer an på, hvad der bliver meldt ud, siger han.

Direktøren fortæller, at de mentalt mest friske af plejehjemsbeboerne godt kan anvende sociale medier og Skype til at tale med de pårørende.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125