23948sdkhjf

Regioner tilbyder Italien respiratorer og personale

Færre bliver indlagt med coronavirus på de danske hospitaler.

Derfor vurderer regionerne nu, at hospitalerne kan undvære mellem 10 og 13 respiratorer samt et ukendt antal sygeplejersker og læger, som kan hjælpe Italien under coronakrisen.

Det fremgår af et svar, regionerne torsdag har sendt til Sundhedsstyrelsen, og som Radio4 er i besiddelse af.

Udstyr og personale kan dog kun sendes til Italien under forudsætning af, at både personale og udstyr kan blive hentet hjem igen, hvis situationen i Danmark ændrer sig.

Det fortæller Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg og formand i Region Midtjylland.

- Vi forventer, at det bliver relativt få, der melder sig. Og hvis vi kan undvære dem (personalet, red.) på nogle af vores sygehuse, kan man tage stilling til det der, siger han til Radio4.

Sundhedsstyrelsen bad for en uge siden regionerne om at vurdere, hvor meget udstyr og personale de kunne undvære.

Italien er et af de lande i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus.

Sundhedsstyrelsen lægger i forespørgslen blandt andet vægt på, at de respiratorer, der stilles til rådighed, "skal være egnede til behandling af Covid-19-patienter" (sygdommen, der følger af coronavirus, red.).

Ifølge Anders Kühnau har regionerne lavet beregningerne ud fra Sundhedsstyrelsens forskellige scenarier for coronasmittens udvikling i Danmark.

I en mail til Radio4 skriver Forsvarsministeriet, at det nu er op til de italienske myndigheder at beslutte, hvornår der eventuelt skal sendes udstyr og personale afsted fra Danmark.

Tidligere på måneden meldte den danske regering, at der var hjælp på vej til Italien.

7,5 millioner kroner, respiratorer samt et felthospital skulle efter planen sydpå efter anmodning om hjælp fra de italienske myndigheder.

Samtidig var hensigten at fortsætte dialogen for at koordinere eventuelle yderligere bidrag, meddelte Udenrigsministeriet.

Torsdag lå 61 patienter ifølge Statens Serum Institut i respirator med coronavirus i Danmark.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079