23948sdkhjf

Reglerne lempes: Plejehjemsbeboere kan nu få faste besøgspersoner

Beboere og patienter på plejehjem og hospitaler kan ifølge nye retningslinjer få indendørsbesøg af en til to faste personer, hvis det ikke kan foregå udendørs.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet sendt ud tirsdag eftermiddag.

- (...) vi ved desværre godt, at restriktionerne har haft menneskelige omkostninger for både de berørte borgere og deres pårørende. Derfor er det vigtigt, at vi nu skaber bedre muligheder for besøg i takt med, at vi har fået smitten under kontrol og også åbner op i andre dele af samfundet, lyder det fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. 

- Vi gør fortsat alt, hvad vi kan, for ikke at få smittekæder ind på sygehusene og plejehjemmene, for vi ved desværre, at mere end 1/3 af alle dødsfald blandt COVID-19-tilfælde i Danmark sker på plejehjem. Derfor er vi nødt til at have nogle restriktioner fortsat, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Besøgs-begrænsninger
Der har siden marts måned været fastsat begrænsninger for besøg på landets plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser samt sygehuse, herunder psykiatriske afdelinger og klinikker.

Hovedpunkter i den nye model er at:

    • Besøg skal som udgangspunkt gennemføres udendørs. Og man kan ikke længere forbyde et udendørsbesøg.

    • Besøg kan stadig ske indendørs, hvis der er tale om en kritisk situation.

    • Som noget nyt, bliver der også mulighed for at få besøg indendørs af 1-2 faste besøgspersoner, som beboeren eller patienten selv udpeger. Hvis en beboers eller patients helbred eller de fysiske rammer på plejehjemmet eller sygehuset gør, at besøget ikke kan foregå udendørs.

    • Ift. sygehusene vil besøgspersonen også kunne ledsage patienten til behandling, undersøgelse eller samtale, mens patienten er indlagt. Det samme gælder ved ambulant behandling, undersøgelse eller samtale.

    • Det vil være ledelsen på plejehjemmet eller sygehuset, der i den konkrete situation beslutter, om der kan ske besøg eller ledsagelse. Her skal der bl.a. tages hensyn til, om besøget kan ske på en forsvarlig måde.

    • Der vil være mulighed for, at man som pårørende – på frivillig basis - lader sig test forud for besøg på plejehjem, sygehus m.v.

Ændrer også regler på sygehuse
Styrelsen for Patientsikkerhed vil som opfølgning på de nye regler opdatere de påbud, som er givet til bl.a. kommunalbestyrelser og regionsråd om besøgsrestriktioner på bl.a. plejehjem og sygehuse.

Desuden er Sundhedsstyrelsen i gang med at opdatere de nuværende retningslinjer.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer offentliggøres torsdag den 11. juni 2020.

- Vi har arbejdet for at finde forsvarlige og langsigtede løsninger. Det er alfa og omega, at en gradvis genåbning sker på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, og at vi sikrer, at både beboere, patienter, pårørende og personale kan føle sig trygge (...) Desuden er det vigtigt, at medarbejderne i sundheds- og ældresektoren følger retningslinjerne for brug af værnemidler, siger Magnus Heunicke.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078