Støtte til udsatte ældre: Nu skal der hygges!
Thisted Kommune har lagt en plan med de 1,26 milioner kroner af det statslige særtilskud på i alt 140 millioner kroner, der skal bruges til ældre på plejehjem. Det skriver Nordjyske.
I alt skal 360.000 kr. gå til sommeraktiviteter, mens 900.000 skal bruges på de ekstraudgifter, der kommer i forbindelse med udendørsbesøg på plejecentrene. Punktet kommer på dagsordenen hos kommunalbestyrelsen i dag.
Midlerne til aktiviteter forventes udmøntet til aktiviteter som eksempelvis busture, grillarrangementer, havefester, udendørskoncerter og sejlture.
På Åbakken i Hurup, der skal modtage 97.395 kroner til rammer for udendørsbesøg, og 38.958 kroner til sommeraktiviteter, er leder Inge Thomsen tilfreds:
- Det kan så godt være, at det kommer til at blive efterårsaktiviteter, siger hun til Nordjyske.
Foruden de kommunale plejecentre vil Friplejehjemmet i Bedsted også få andel i midlerne.