Gammelt hospital omdannes til 58 plejeboliger
Attendo skal opføre et nyt plejehjemsbyggeri med 58 boliger i Helsingør Kommune - og i går blev byggeriet en realitet.
Her blev taget første "spadestik" - dog med et koben, da afbrækningen af et gammelt panel markerede starten på byggeriet.
Det er det tidligere Helsingør Hospital, der danner rammen om friplejehjemmet, der opføres og skal drives af Attendo. Plejehjemmet bliver en del af den nye landsby ”Tretårnet”, der bliver en "levende by på højkant", som det hedder i arkitekternes oplæg.
- Et friplejehjem skal levere en kvalitet, som borgerne aktivt tilvælger, for ellers kommer der ikke belægning. Det skal være et sted, man har lyst til at tilbringe sin alderdom, siger adm. direktør Søren Andersen fra Attendo A/S.
Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), understreger vigtigheden af flere valgmuligheder, og at man tilgodeser de behov, borgerne har både nu og i fremtiden.
- Det er vigtigt, at de boliger, vi har i kommunen, tilbyder et varieret udbud for de borgere, der bor her og til dem, der flytter hertil. Vi glæder os til at få flere pladser til vores ældre medborgere og til at få udviklet dette fantastiske område, sagde borgmesteren i sin tale.
I landsbyen Tretårnet vil der både være boliger til de ældre, studerende og børnefamilier.
Der er ingen offentlige anlægskroner i plejehjemsbyggeriet.
Friplejehjemmet skal efter planen åbne i 2022. Udover repræsentanter fra Helsingør Kommune og Attendo var også entreprenøren, arkitekterne og indbudte seniororganisationer til stede ved det alternative første spadestik til det nye friplejehjem.
Et friplejehjem skal levere en kvalitet, som borgerne aktivt tilvælger og være et sted, hvor man har lyst til at tilbringe sin alderdom, siger adm. direktør fra Attendo A/S, Søren Andersen, der skal drive det nye friplejehjem i landsbyen ”Tretårnet”.
Ifølge udvalgsformand i Plan- og Miljøudvalget Christian H. Donatzky havde udvalget lagt vægt på at skabe mangfoldighed i området, hvor friplejehjemmet fra Attendo skal ligge. Attendos projekt med friplejehjemmet passer ifølge Christian H Donatzky perfekt ind i udvalgets tanker om området.