Det skal være sikkert at arbejde i plejen - også under covid-19
Man skal lære af alle typer af utilsigtede hændelser - også dem der opstår i kølvandet på covid-19. Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed udgivet "Sikkerhed for sundhedspersoner er sikkerhed for patienter", der sætter fokus på læring af erfaringer under pandemien.
- Covid-19 har krævet rigtig meget af hele sundhedsvæsenet, og både sundhedspersoner og patienter har stået over for mange benspænd og udfordringer. Men vi har også fået en masse erfaringer, som vi allerede nu kan lære af og bruge, så vi fortsat står stærkt i håndteringen af COVID-19 i Danmark, siger Lena Graversen.
Beretninger
I vidensopsamlingen kan man læse en række beretninger fra aktører i det danske sundhedsvæsen. Det være sig mønstre og tendenser, der har vist sig ved analyser af rapporterede utilsigtede hændelser relateret til covid-19.
"Rapporteringsordningen har eksempelvis belyst nogle udfordringer med at få diagnosticeret andre sygdomme end covid-19. Den og andre indsigter fra de utilsigtede hændelser har bidraget til, at sundhedspersonerne løbende har haft mulighed for at udvikle og implementere tiltag for at imødekomme udfordringerne. Og det er netop disse konkrete erfaringer, vi skal dele og lære af," skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.