23948sdkhjf

DF sikrer regeringen flertal for ret til tidlig pension

S-regeringen har indgået en aftale med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om en ret til tidlig pension.

Det fortæller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tidligt lørdag morgen.

Aftalen giver fra 2022 mennesker med de længste og ofte hårdeste arbejdsliv ret til at trække sig tidligere tilbage.

Retten til tidlig pension er baseret på objektive kriterier og tager udgangspunkt i antallet af år på arbejdsmarkedet.

Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen.

Det fremgår af aftalen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Aftalen er kommet i stand efter et langstrakt forhandlingsforløb fredag og natten til lørdag i Beskæftigelsesministeriet, hvor beskæftigelsesministeren først måtte kæmpe lidt med DF.

Partiet lod de andre partier vente forgæves til det planlagte forhandlingsmøde fredag klokken 13, så partierne kom først til at forhandle sammen fra ved 21-tiden.

DF spillede undervejs ind med ønsker til, hvordan retten til den tidlige pension skal finansieres, herunder med et deltagergebyr på 2.000 kroner på de danske sprogskoler.

Det kunne ifølge finansordfører René Christensen (DF) give 150 millioner kroner årligt i statskassen.

Regeringen, SF og Enhedslisten ønskede at finansiere noget af aftalen via højere skatter og afgifter.

Til sidst lykkedes det for Peter Hummelgaard at få en aftale i hus.

Det betyder, at statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen kan sætte flueben ud for Socialdemokratiets mest omtalte valgløfte fra folketingsvalget i juni sidste år.

Tilbage i januar 2019, da Socialdemokratiet stadig var i opposition, lancerede partiet forslaget om en ret til tidlig pension, som partiet ville afsætte tre milliarder kroner til årligt.

Retten skulle gælde dem, der var blevet nedslidte, samt dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.

Bryggeriarbejderen Arne Juhl blev på plakater med teksten "Nu er det Arnes tur" gjort til selve symbolet på den gruppe, der havde brug for en ret til tidlig pension.

Først i august i år kom regeringen med sit endelige udspil til den tidlige pension, som partierne siden har forhandlet om.

I udspillet fremgik det, at man skal have været mindst 42 år på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år, for at kunne opnå retten til tidlig pension. Perioder på barsel og dagpenge kan tælle med i regnestykket.

Regeringen blev kritiseret for at fokusere for ensidigt på antal år på arbejdsmarkedet og mindre på nedslidning, og at man risikerede, at mennesker kunne gå tidligere på pension, selv om de ikke var nedslidte.

Faggrupper som for eksempel Dansk Sygeplejeråd ytrede sig kritisk over, at for få sygeplejersker kunne få pensionen.

Ud over aftalen om en ret til tidlig pension har aftalepartierne indgået en aftale om at udvide den eksisterende ordning med seniorpension.

Den blev indgået kort før folketingsvalget sidste år af den daværende VLAK-regering, De Radikale og Dansk Folkeparti. Senere tilsluttede Socialdemokratiet sig også ordningen.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079