Dansk studie om mundbind afvist af medicinske tidsskrifter
Et stort dansk studie om effekten – eller manglen på samme – af at gå med mundbind i det offentlige rum under coronapandemien er blevet afvist af mindst tre af verdens absolut førende medicinske tidsskrifter.
Det skriver Berlingske.
De pågældende tidsskrifter er The Lancet, The New England Journal of Medicine samt den amerikanske lægeforenings tidsskrift Jama.
Christian Torp-Pedersen, professor og overlæge ved forskningsafdelingen på Nordsjællands Hospital, siger til Berlingske, at de tre tidsskrifter takkede nej.
Han ønsker ikke at oplyse tidsskrifternes begrundelse.
- Vi kan ikke begynde at diskutere, hvad de er utilfredse med. For i givet fald skal vi også forklare, hvad studiet viste. Og det ønsker vi ikke at diskutere, før det er offentliggjort, siger Christian Torp-Pedersen til Berlingske.
Studiet blev igangsat i slutningen af april. Det involverede 6000 danskere, hvoraf halvdelen over en længere periode skulle gå med mundbind i det offentlige rum. Den anden halvdel var udvalgt som kontrolgruppe.
Studiet og dets størrelse er enestående i verden, og derfor har der været stor efterspørgsel efter resultaterne. Men de bliver altså ikke fremlagt, før et tidsskrift offentliggør dem.
I Danmark er der påbud om mundbind i offentlig transport og på restauranter og barer, når man står op.
Mundbind har siden begyndelsen af pandemien været brugt som et værn mod smitte verden over. Det var påbudt i forskellige henseender i en lang række lande, før det i august blev påbudt at bruge i Danmark i offentlig transport.
Tidligere under epidemien havde Sundhedsstyrelsen ellers betvivlet effekten af brugen af mundbind.
Kilde: /ritzau/