Muligheden for at vælge skal være for alle
De pressede offentlige budgetter på den ene side og borgernes forventninger på den anden side sætter vores velfærd i et massivt – og stadig stigende – krydspres. En del af presset skyldes borgernes behov for at blive betragtet som individer samt ønske om mere selvbestemmelse. Senest har VIVE undersøgt danskernes betalingsvillighed for ekstra ydelser i ældreplejen. Særligt interessant er det, at betalingsviljen er stærkt knyttet til respondentens ressourcer. Borgere med et højt uddannelsesniveau, men også borgere med en relativ højere pensionsformue, er i højere grad villige til at betale for hjemmehjælpsydelser udover de visiterede.
Det tyder dermed på, at vi i fremtiden kan se en stadig større forskel mellem den velfærd, som ressourcestærke borgere kan købe sig til – og andre borgere skal nøjes med. En sådan udvikling vil svække opbakningen til velfærdssamfundet, som vi kender det. Den skillevej vores velfærdssamfund befinder sig ved er meget betydningsfuld. For hvordan vi håndterer udfordringen af stadig højere forventninger, når de fremtidige offentlige pressede budgetter kommer til at sætte retningen for fremtidens velfærd?
I DI ønsker vi et samfund med en lav grad af ulighed i velfærden, så alle uanset uddannelsesniveau og pensionsformue har mulighed for selvbestemmelse. En del af løsningen er derfor en højere grad af selvbestemmelse for den enkelte borger. Ved at give borgeren mere højere frihed til at vælge, sættes borgernes præferencer i centrum. Opfyldes borgernes præferencer i højere grad fremadrettet i forhold til i dag, vil flere borgere sandsynligvis også være mere tilfredse med velfærden. Det betyder også, at der ikke i samme omgang vil være behov for at finde tegnebogen frem for at få selvbestemmelse. Vores holdning er klar: Alle borgere uanset uddannelsesniveau og indkomst skal have mulighed for at vælge den leverandør, der giver dem den bedste kvalitet.
Alternativet er nemlig bekymrende. Skaber vi ikke muligheden for, at borgere får en højere grad af selvbestemmelse, er der stor risiko for en højere grad af ulighed i velfærd. En ulighed, der kan føre til en – fortsat – manglende opbakning til vores velfærdssamfund som helhed. Det må og skal vi som ikke acceptere.