Pris til frivillige på Spjald Plejehjem
Årets Frivilligpris i Ringkøbing-Skjern Kommune går i år til Spjald Plejehjem og Aktivitetscenters Vennekreds og Brugerråd.
Vennekredsen og Brugerrådet var indstillet samlet af Helle Hansen og Susan K. Pedersen, fordi de to grupper yder en kæmpe indsats for beboerne på Spjald Plejehjem.
"De frivillige har været meget kreative i forhold til at arrangere aktiviteter for beboerne - også under corona-nedlukningen. Beboerne har spillet banko, hvor de frivillige har siddet udenfor og råbt op, mens beboerne har siddet indenfor. De frivillige har derudover bagt kager til hele plejehjemmet til påske, ligesom de har købt klippekort til udendørs musik. De har afholdt grillfest med covid-restriktioner fra plejehjemmet, serveret pølser med mundbind og de har søgt – og fået - penge til tablets, så beboerne kan holde kontakt med deres pårørende via virtuelle samtaler," lyder det i indstillingen.