Plejehjem i Thisted åbner igen
Plejehjem i Thisted Kommune åbner igen op for besøg. Man vurderer dermed, at der ikke længere er øget risiko for smitte med covid-19.
Styrelsen for Patientsikkerhed har valgt at fjerne besøgsforbuddet, fordi smittetrykket i Thisted Kommune er faldet til 25 smittede pr. 100.000 borgere de seneste syv dage. Samtidig bliver der lagt vægt på, at der ikke længere er smittede minkfarme i kommunen.
Ida Pedersen, der er formand for Social og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune, er glad for, at de ældre borgere i kommunen nu igen kan få besøg af familie og venner.
- Jeg er sikker på, der er rigtig mange ældre, der glæder sig rigtig meget til igen at kunne få besøg. Besøgsforbuddet var til for at beskytte dem mod smitte, men det har absolut ikke været en rar tid for hverken dem eller deres pårørende. Det ved vi godt, og vi er meget glade og lettede over, at det nu er slut, siger Ida Pedersen.