Plejehjemsleder: "Jeg er rystet over beslutningen"
Statens Seruminstitut meldte i starten af januar om rekordmange dødsfald blandt beboere på danske plejehjem som følge af covid-19, og medierne skriver igen og igen om store, lokale smitteudbrud blandt personale og ældre.
Men det kan ikke vække undren, at smittetallet er steget, når de ansvarlige myndigheder åbnede op for flere besøgende til beboere på plejehjem i takt med at resten af Danmark lukkede ned i december. Det mener plejehjemsleder på Elsemariehjemmet, Mai Lund Kirkegaard.
- Konsekvensen er alt for høje smittetal og desværre også høj dødelighed. Hvorfor tager man en politisk beslutning om, at pårørende generelt stadig må komme på plejehjemmene? Jeg forstår det ikke, siger hun til Magasinet Pleje.
Mens hele landet lukkede ned lige inden jul og alle danskere blev opfordret til at ses med max 10 personer, udsendte Styrelsen for Patientsikkerhed et påbud om midlertidige besøgsrestriktioner.
- Der var reelt tale om en åbning af plejehjemmene. Nu kunne tre pårørende til hver beboer frit aflægge besøg i boligen. Dertil kom muligheden for, at tre andre pårørende kunne aflægge besøg i besøgslokale efter aftale. Endelig var det muligt for beboerne af få besøg af op til 10 pårørende i haven. Man behøver ikke være virolog for at forstå, at der er tale om rigtig mange mennesker, som alle kan risikere at bære smitten med sin ind på plejehjemmet, siger Mai Lund Kirkegaard.
- Jeg mener, at vores politikere er bukket under for et pres fra patientorganisationer som Ældre Sagen og Alzheimerforeningen, der mener, at plejehjemsbeboernes behov for kontakt med deres nærmeste skal vægtes højere end risikoen for at blive smittet.
- Jeg var rystet over denne politiske beslutning, som kom så få dage før vaccinen, siger Mai Lund Kirkegaard. Hun mener, at hendes personale og beboerne har været udsat for "en helt urimelig smitterisiko".
- De er bare pligtopfyldende og passer deres arbejde. Man kan spørge sig selv, om pres fra patientforeninger skal risikere at koste menneskeliv, siger Mai Lund Kirkegaard Else Mariehjemmet