Ny aftale: Plejepersonale kan mødes med beboernes læge over video
Fremover kan personalet på landets plejecentre mødes med beboernes praktiserende læge på video, når der fx skal følges op på behandling, justeres på medicindoseringen eller når en borger bliver udskrevet fra hospitalet.
PLO og Danske Regioner skriver i en pressemeddelelse, at parterne har indgået en aftale om mulighed for videokonference mellem plejepersonale og beboerens egen læge. Videokonference kan også bruges andre steder, hvor flere sundhedsfaglige personer skal se patienten samtidigt. Det kan være i socialpsykiatrien eller i forbindelse med sygehusbehandling.
- Denne løsning er en hurtig og smidig måde at tilse patienter på og at tale med plejepersonalet om relevante problemstillinger. Jeg håber, at vi derved kan styrke samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle aktører og almen praksis om konkrete patientforløb, siger formand for PLO’s Kommuneudvalg Lise Høyer.
Hovedsigtet er, at møder mellem læge, andre sundhedsprofessionelle og evt. patient kan foregå via video i stedet for fysisk fremmøde, hvor det vurderes relevant, og hvor det er muligt. Formålet er at gøre det nemmere at samle alle kræfter omkring patienten og sammen planlægge det videre forløb.
Risikoen for spredning af COVID-19 bliver også mindre, når kontakten foregår over video. Også i Danske Regioner er der tilfredshed med aftalen:
- Regionerne har set stort ønske om at bruge flere digitale muligheder i almen praksis. Det skal aldrig erstatte den personlige kontakt, men videokonference er et godt eksempel på, hvordan sundhedspersonale og læge kan have en fleksibel drøftelse om og med patienten. Ny teknologi kan understøtte kontakten med egen læge især for dem, der ikke er så mobile, siger Bo Libergren, næstformand i regionernes Løn -og praksisudvalg.