Privat plejehjemsleder i opråb: Kommunale tilbud skaber ikke et værdigt liv
Sygeplejersken May Bjerre Eiby åbnede i 2016 plejehjemmet Dagmarsminde, og nu er hun nomineret til Fonsmark-prisen.
Den bliver uddelt af Den Berlingske Fond til markante stemmer i den offentlige debat. Berlingske har interviewet hende i forbindelse med nomineringen, og her langer hun blandt ud efter kommunale tilbud, som på trods af storstilede handlingsplaner ikke formår at skabe en værdig levevis for beboerne på landets plejehjem.
- Når jeg holder foredrag, møder jeg ofte plejehjemsledere, som vil meget af det rigtige, men de er underlagt det, jeg kalder for ’rådhusterminologien’. De kan ikke få lov at arbejde lige så lystfuldt og kreativt, som de egentlig ønsker. Det er som om, det er forbudt.
- Der er en mistillid i kommunerne og en frygtkultur i det offentlige. Desuden kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at der er nogle, som bliver ledere, fordi det er en måde at komme længst væk fra plejen af beboerne. Man burde efter min opfattelse ikke ansætte plejehjemsledere, der ikke er en del af det praktiske arbejde i plejen, siger May Bjerre Eiby til Berlingske.
Hun mener, at hendes eget plejehjem, som har 12 beboere, er en torn i øjet på idéen om et lige og ensartet serviceniveau. Men hun mener, at den tilgang til ældreplejen i sidste ende forværrer servicen til de syge ældre.
May Bjerre Eiby mener også, at det er de kommunale tilbud, som gør, de ældre kan være ”uinteressant og frastødende at være sammen med”. Her henviser hun til, at de ældre på et almindeligt plejehjem får otte forskellige slags medicin om dagen.
Det kan ifølge plejehjemslederen reduceres ved, at beboerne i stedet bliver stimuleret gennem aktiviteter og samtaler.