Mette Frederiksen peger på svagheder i sundhedsvæsenet
I over et år har coronavirusset været i Danmark.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) har coronaudbruddet i løbet af den tid afsløret svagheder i sundhedsvæsenet. Det siger hun ifølge TV2.
Statsministeren mener, at effektiviseringen og specialiseringen af sundhedsvæsenet er kommet med en pris. Hun peger på, at der ikke skal mange indlagte til, før sundhedsvæsenet bliver presset.
- Der er ikke plads til, at folk er indlagt i særlig i høj grad i sundhedsvæsenet længere.
- Og der skal ikke særlig meget belastning til - for eksempel på intensivafdelingerne - før det begynder at gå ud over andre, siger Mette Frederiksen i tv-programmet "Lippert" på TV2 News.
Kan maksimalt håndtere 1600
Sundhedsstyrelsen vurderer, at sygehuse kan opretholde næsten normal aktivitet, når 300-450 er indlagt med coronavirus.
Det fremgår af et bilag fra Sundhedsstyrelsen.
Men ved cirka 600 indlagte er vurderingen, at "en del planlagt aktivitet skal udskydes".
Hvis det stiger til 1000 coronaindlagte skal "al planlagt aktivitet udskydes". Ved maksimal spidsbelastning i en kortere periode kan sundhedsvæsenet håndtere cirka 1600 coronapatienter, er vurderingen.
Det vil dog "få store konsekvenser for behandling af akutte og livstruende sygdomme".
Direktør hos foreningen Danske Patienter Morten Freil er positiv over for, at statsministeren mener, at der skal kigges på sundhedsvæsenet.
Den nære pleje mangler
Han siger til TV2, at der er overbelægning på nogle hospitalsafdelinger året rundt, og at der er et stort pres på akutmodtagelserne.
Han mener, at effektiviseringen har kostet i den nære pleje af patienterne.
- Det bliver samlebåndsagtigt, hvor patientens behandling er blevet effektiv. Men der mangler noget i forhold til tryghed, sammenhæng og helhed i behandlingen, siger Morten Freil til TV2.
Kilde: /ritzau/